|
Post by Doddy on Jan 25, 2009 21:37:44 GMT 1
((Npcs))
Kvinden hæver øjenbrynene betragteligt. Så begynder hun at le. En høj, skinger latter, som dog ikke skjuler, at hun finder alt dette umådeligt morsomt. "Hold da kæft!!! Du må virkelig være fra Coruscant, Naboo eller Alderaan... Nå nej, vent... Alderaan er støv. Sorry, det glemte jeg...."
Zabracken stivner, da han mærker kniven mod sin hals. Så griber han roligt fat om hendes håndled. "Søde... jeg tror ikke, at det er nogen idé, det her. Say dér kan stadig gøre det af med dig." Han nikker mod devorianeren, der har trukket sin blaster.
|
|
|
Post by Jaina Skywalker on Jan 25, 2009 21:42:02 GMT 1
Tranhia sender kvinden et lynende blik, men indser at zabracken har ret. Hun vil ikke få noget ud af at sidde der med begge sine våben sigtende i hver sin retning. Samt smerten i knæet var ved at tage til.
Zabracken må kunne begynde at mærke at hendes tag i kniven er ved at svækne.
|
|
|
Post by Doddy on Jan 25, 2009 21:45:01 GMT 1
((Npcs))
Zabrackens ansigtsudtryk forbliver fuldstændig roligt, da han griber fat om hendes håndled og vrider det om. Ikke for at brække det, men for at minde hende om, at han kan.
Kvinden ser køligt ned på den anden kvinde. "Okay, nu er vi trætte af at lege 'Senatorer og Seperatister'... Hit med dine værdier, eller begge dine knæ bliver ristede."
|
|
|
Post by Jaina Skywalker on Jan 25, 2009 21:50:55 GMT 1
Det at zabracken vrider i hendes håndled, har ikke så meget effekt, men Tranhia forstår hentydningen.
Hun vrider sin hånd fri af zabrackens greb, åbner en pung i hendes bælte og giver zabracken de 20 credits hun har tilbage.
Hun vedholder dog et greb i sin blaster, som hun holder mod jorden nu, op ad sit sårede knæ, som for at give det en smule støtte.
|
|
|
Post by Doddy on Jan 25, 2009 21:54:15 GMT 1
((NPCs))
Kvinden smiler. "Nå ja... 20 credits er vel også en slags penge."
Zabracken samler dem op, men lader dog et par credits ligge på jorden. "Køb en drink, søde. Du får brug for den." Han sender hende et grin og retter sig op. "Det var sjovt. Skal vi se at komme videre?"
Kvinden og devorianeren nikker. Så forsvinder trioen ned i gaden igen, efterladende deres offer på jorden.
|
|
|
Post by Jaina Skywalker on Jan 25, 2009 22:02:53 GMT 1
Tranhia ser efter dem til de er ude af syne. Hun stønner let, og sætter blasteren, kniven og de credits som zabracken havde efterladt, tilbage i bæltet.
Hun kæmper sig op og stå og halter hen til den nærmeste væg. Hun havde aldrig prøvet at blive skudt før. Hun kunne desværre ikke sige, om det ville ske igen, men nu vidste hun i hvert fald hvordan det føltes. At det så blev i knæet, var virkelig uheldigt.
Hun får sat sig ned på en kasse, med sit sårede ben udstrakt foran sig. Hun åbner en anden pung i sit bælte og trækker en forbinding frem. Det ville ikke holde længe, men det ville virke som en midlertidig løsning idet mindste.
Hun binder den stramt, så det måske hjælper på at stoppe blødningen. Det hjælper dog ikke på smerterne der går gennem benet.
Hun læner sig tilbage og vælger at blive siddende lidt, mens hun overvejer hvad hun skal gøre nu.
|
|
|
Post by True Image on Jan 28, 2009 0:12:19 GMT 1
((Senere... efter alt hvad der er foregået i Den Gale And))
De slidte elevatordøre glider til side med et anstrengt hvæs, et sted i den anden ende af denne mørke gyde i Nar Shaddaas underby. Med sit næsten neongrønne hår og tøj, lysser Xirany næsten op som en grøn lygte i forhold til de grå mure, der omgiver hende. Selvom underbyen er et sted, hvor man skal være konstant på vagt, hvis ellers man har sit liv og helbred kært, ser den høje, grønhårede Theelin-kvinde ikke ud til at tage sig videre af risikoen for at støde på ubehagelige typer. Hun fortsætter i hvert fald udfortrødent og med samme selvsikre, afslappede udstråling som altid, ned af den mørke korridor. Tilsyneladende lægger hun heller ikke mærke til den sårede kvinde, der sidder lænet op af væggen. Et øjeblik ser det i hvert fald ud til, Xirany bare har tænkt sig at passere forbi.
|
|
|
Post by Jaina Skywalker on Jan 28, 2009 13:51:04 GMT 1
Tranhia har siddet lidt længe på kassen og beslutter sig for at komme videre. Hun er blevet vant til smerten i knæet, selvom den ikke er helt væk endnu.
Hun kæmper sig på benene og går nu væk fra hjørnet hun har siddet i. Hun får øje på den grøn-hårede kvinder, men gør ikke noget forsøg på at sige noget, da det lader til, at kvinden ikke viser hende interesse.
Hun bider tænderne hårdt sammen og støtter sig til væggen, indtil hun har vænnet sig til at gå på knæet.
|
|