Post by Doddy on May 15, 2009 19:53:17 GMT 1
Kapitel I:
Den skriggule Naboo-fighter slog ud af hyperrummet i et glimt og lyste kraftigt op som en lille komet i det mørke, stjernestrøgede rum. Omkring den var der intet andet end asteroider, flydende dovent.
Jagerens pilot tjekkede, at alle systemer meldte, hvorefter et træt suk undslap dennes læber. Piloten var en pige, ikke engang nået at blive til en rigtig kvinde endnu. Faktisk var hun kun lige fyldt 15 år for et par måneder siden. Ikke fordi hun havde fejret det – det var bare en kendsgerning. Alligevel hang der endnu en aura af uskyldighed om hende. Et par store, let skæve grønne øjne virkede store i et smalt ansigt, og håret med samme farve som flydende sølv, der var lige nu skjult under hendes hjelm, nåede hende til taljen og var samlet i to lange fletninger. Hun var klædt i en Naboonesisk rød-orange dragt, som ellers kun blev benyttet af Dronningens terner. Denne pige var ganske vist af god familie, men langt fra en plads i de royale rækker.
Alt i alt virkede hun utrolig malplaceret, et lille skind som hende ude mellem stjernerne. Men de smukke, grønne øjne afsøgte hele området med et skarpt blik. En af pigens fintformede, slanke hænder søgte automatisk ind under hendes højre arm og tjekkede, at hendes blaster sad, som den skulle. Lige nu var der kun hende, hendes tanker og det tomme rum.
Kamé strøg hånden over øjnene. Det sved i dem, efter den lange rejse og manglen på søvn. Hun havde ikke sat sine fødder uden for sin jagers cockpit i flere dage. Ikke siden hun havde forladt Naboo over hals og hoved, forklædt som kongelig terne. Flugt havde bragt hende tværs over galaksen og tilbage igen, ud på den øde plet i Chommell Sektoren. Undervejs havde hun haft spredte kontakter til Alliancen, men intet vigtigt. De var endnu ikke sikre på, at hun var til at stole på, og Kamé bebrejdede dem det ikke. Hun var trods alt på mirakuløs vis den eneste overlevende fra bagholdet på Naboo. Et baghold planlagt af hendes tidligere forlovede, den mand hun havde ønsket at leve sit liv sammen med. Corren Straw.
Kamé bed tænderne sammen, og de grønne øjne blussede op af vrede. Corren skulle nok få sin bekomst. I hvert fald så længe hun stadig trak vejret.
En skingrende alarm rev hende ud af hendes dystre tanker. Kamé for sammen og hamrede ved et uheld sit knæ op i den hårde underside af instrumentbrættet. Hun udstødte et gisp mod smerten og kastede et hurtigt blik på sensorerne for at finde årsagen til sirenen.
En Star Destroyer.
Hjertet fløj op i halsen på Kamé. Det var umuligt! – der burde slet ikke være star destroyers herude! Med mindre hun havde ramt en patruljerende krydsers rute. Men hvad var sandsynligheden for det??
Det varede dog ikke længe, før star destroyeren kom tæt nok på til, at hun kunne se den med det blotte øje. Alderaans Stjerner, den havde fart på!! Kamé fyrede op under motorerne og fik jageren drejet rundt.
”Uidentificeret stjernejager…” Hendes kommunikationsanlæg skrattede. ”Luk for alle systemer og gør klar til at blive trukket ind – Sætter du dig til modværge, tvinger du os til at skyde.”
Kamé stirrede på star destroyeren, som kom nærmere og nærmere. Så mærkede hun et ryk gennem hele jageren, da en trækstråle greb fat om den. Så blev hun trukket nærmere på trods af at hun satte fuld kraft på motorerne.
”Uidentificeret stjerneja…”
Kamé smækkede hånden ned og kvalte forbindelsen. Hun trak vejret i små, paniske gisp, og angstens sved perlede af hendes hud. Kunne hun bluffe sig ud af det her? Højst sandsynligt ikke. Kæmpe sig ud af det?
Som ved en refleks rakte Kamé om bag hovedstøtten på sit sæde og fremdrog en kraftig blaster. I hendes smukke, spinkle hænder virkede den alt for stor og klodset. Men hun kunne nogenlunde huske, hvordan man brugte den.
Nej. Kom hun først ombord på den star destroyer, var hun solgt. Død. Eller hun kom nok til at ønske, at hun var død. At kæmpe ville kun udskyde det uundgåelige. Der var ikke en flammes chance på Hoth for, at hun kunne skyde sig yd af det.
Men så var der kun én mulighed tilbage…
Kamé sank en klump og bed sig i læben. Kold og klam sved løb ned ad hendes ryg, og hendes hænder rystede.
Naboo-jageren blev trukket ind under star destroyeren med kurs mod hoveddokken. Nu var hun så tæt på, at hun kunne se detaljerne på skroget. Hvilket blot forstærkede hendes frygt.
Det prikkede i hendes øjne, men hun tog en hvæsende indånding. Ikke begynde at græde… Ikke græde. Ikke over dem.
Hun fik nogenlunde styr på sig selv, men en hård knude af frygt begyndte at blive større i hendes mave, og den blev ikke mindre, da jageren blev trukket ind i hovedhangaren og lempet ned på gulvet. Uden for Kamé kunne se en deling stormtropper nærme sig med skudklare blastere. Hun sank endnu en stor klump.
Efter soldaterne fulgte to officerer. Den forreste og laveste af dem bar kommandør-gradstegn på sin uniform, så vidt Kamé kunne se. Den anden og betydeligt højere mand bar kaptajn-gradstegn og gik et par skridt bagefter den første med hænderne placeret på ryggen.
Stormtropperne dannede en kreds om Kamés jager, og deres anfører gjorde brysk tegn til, at hun skulle komme ud.
Et koldt, ondsindet smil spillede om kommandørens læber, og han nikkede afventende mod jageren.
Kamé havde intet valg. Hun løsnede sin sele og lukkede ned for alle jagerens systemer. Med et tryk på en knap åbnede hun jagerens cockpitvindue, som gled til side med en dæmpet hvislen. Så greb hun fat i cockpittets kanter og trak sig ved hjælp af dem op af jageren.
Kommandøren hævede betragteligt øjenbrynene ved synet af Kamés påklædning, men udover det fortrak han ikke en mine. Kamé svang benene ud over kanten på cockpittet og lod sig glide ned på gulvet. Det ene lange, flagrende ærme på hendes dragt satte sig fast i en kant, men hun rev det vredt til sig og flænsede det sarte stof.
Stormtropperne hævede deres blastere betydeligt. ”Smid dit våben!!” råbte deres anfører.
Kamé lod sin blaster glide ud af sin hånd. Den ramte gulvet med en høj, skærende metalklirren. En soldat gik hen og samlede den, men han holdt sit sigte rettet direkte mod Kamé. Hvad havde han overhovedet at frygte fra en lille, spinkel teenager??
Hun gjorde intet. Andet end at stå som frosset til stedet med armene hængende ned langs siden. Men idet hun strakte sin venstre arm ud, gik et jag af smerte op gennem den og videre ud i hendes skulder. Det var med nød og næppe, at hun standsede et højt gisp af smerte. Så huskede hun.
Hendes arm var blevet flået slemt, da hun havde kastet sig ud af vinduet under bagholdet tilbage på Naboo. Hun havde formået at rense såret nogenlunde og lægge en primitiv forbinding. Men skaden var langt fra helet. Hun undertrykte en klynken og tog sig til armen.
Kommandøren trådte nærmere, stadig smilende sit ondsindede smil. Dette modbydelige smil blev dog kun bredere, da Kamé trak sin hjelm af. Hun rystede over det hele, uden at kunne standse det. Hendes krop ville ikke adlyde.
Ikke græde, ikke græde…
”Velkommen ombord, lille ven.” Kommandøren målte hende fra top til tå med et køligt blik, hvorpå han rakte ud og strøg et par sølvfarvede lokker væk fra Kamés ansigt. ”Hvad laver sådan en lille pige som dig herude – helt alene??”
Kamé svarede ikke. Hun bed sig blot i læben og så ned.
”Hvad hedder du?” spurgte Kommandøren kattevenligt.
Intet svar.
”Hørte du, hvad jeg sagde?”
Et nik fulgte, men Kamé så stadig ikke op.
”Hvad hedder du så?”
Kamé bed sig i tungen. Hun kunne ikke få et ord frem, og hun ønskede det heller ikke, selv hvis hun havde kunnet.
Kommandøren lænede sig nærmere. To stenhårde kerner af is stirrede på hende, så hun mest af alt havde lyst til at krybe sammen i et hjørne. ”Du vil altså ikke fortælle mig dit navn?”
Kamé rystede på hovedet, så hendes fletninger daskede ned ad hendes ryg.
”En skam…” Kommandøren lagde sin behandskede hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt op mod sit. ”Du tvinger mig jo til at spørge på en mere… uhøflig manér, lille ven.”
Ikke græde, ikke græde, ikke græde… Kamé drejede hovedet bort. Med største besvær holdt hun armene nede langs siden, på trods af trangen til at flå sin skjule blaster frem, som pressede mod hendes side under hendes arm. Hun kunne skyde Kommandøren ned på stedet, havde hun ønsket det. Men hendes overlevelsesinstinkt tog over. Hvos hun endelig skulle gribe til sit våben, skulle det ske under andre omstændigheder.
Kommandøren greb brutalt fat om hendes kæbe og tvang hende til at se op på ham. ”Du har intet begreb om, hvad din tavshed kommer til at koste dig.”
Kamé stirrede lige ind i hans øjne, uden at turde andet. Det rykkede i hendes fingre efter at gribe sin blaster og sender en ladning koncentreret energi i maven på ham.
Og så ville mere end ét dusin blasterskud finde deres vej til hendes mave, det var hun klar over. Derfor gjorde hun ingenting, andet end at skælve over det hele som et ungt løvtræ i stormvejr.
Kommandørens blik faldt på hendes højre arm. ”Er du kommet til skade, lille ven?”
Det gav et voldsomt sæt i Kamé, bare ved hans tonefald. Der var spundet et tyndt net af falsk medlidenhed ud over den lurende brutalitet og ondskab nedenunder. Det sås tydeligt i hans smil, i hans øjne.
Hans hånd greb om hendes arm.
Kamé trak vejret ind i et hulkende gisp og bed munden hårdt sammen. Hun måtte virkelig arbejde med halsmusklerne for at synke den klump af gråd, der pressede på i hendes hals.
”Må jeg lige se?” Kommandøren løftede hendes arm og trak det lange ærme ned, så man kunne se den blodige, nødtørftige bandage.
Smerten skar gennem hendes arm som en issyl. Kamé gispede endnu en gang og forsøgte at vride sin skadede arm fri af hans greb, uden held. Kommandørens hånd holdt hende så fast som trækstrålen havde holdt hendes stjernejager.
”Tsk, tsk, tsk…” Kommandøren rystede på hovedet. ”Det sår ser ikke for godt ud. Skal vi kigge nærmere på det??”
Kamé rystede vildt på hovedet. Hendes grønne øjne var nu rødsprængte og blanke af tilbageholdt gråd.
Ikke græde, ikke græde, ikke græde…
”Hun skal nok blive… interessant at arbejde med.” Kommandøren skubbede hende hen til stormtroppernes anfører. ”Før hende til celleblok 3-A.”
”Javel.” To stormtropper greb fat i Kamé og lænkede hendes hænder sammen foran hende. Ingen af dem tog nogen form for hensyn til hendes sårede arm.
”Vent.” Kommandøren holdt en hånd i vejret, da soldaterne skulle til at trække af sted med hende. Han gik hen til Kamé og lod blikket glide ned over hende og op til hendes ansigt igen. ”Tilgiv mig, lille frøken.”
Det sidste blev sagt i en sarkastisk, følelseskold undertone. Så greb han fat i Kamé og trak hende ind til sig.
Kamé måtte bide sin læbe til blods for ikke at græde, mens han kropsvisiterede hende. Trods hendes frygt formåede hun at vride sig i et forsøg på at komme væk fra ham.
Kommandørens hånd skød gennem luften og ramte hende tværs over ansigtet med en voldsom kraft. ”Rører du dig igen, kommer du til at fortryde det bittert!! Forstår du det, lille ven??!!”
Kamé stirrede rædselsslagent op på ham. På hendes ene kind var et tydeligt blåviolet mærke ved at danne sig. Så nikkede hun meget langsomt.
”Så, så, så…” Kommandøren smilede ubehageligt, da han rørte hende igen. ”Det er snart overstået.”
Han fortsatte, mens Kamé stod som frosset til is, stirrende frem for sig, mens hun desperat forsøgte at tænke på noget andet.
Snart fandt Kommandøren både hendes blaster, commlink, sidste granat og vibroblade.
”Du er sandelig noget af en vildkat,” bemærkede han og vejede våbnene i sin hånd. ”Vi vil tale om dette her senere. Før hende væk.”
Stormtropperne sluttede ring om Kamé og førte hende med sig.
Kaptajnen fulgte soldaterne og den lille, naboonesiske pige med øjnene, inden de forsvandt ud af hangaren. En enkelt rynke dannede sig i hans pande, og han vendte sig mod Kommandøren.
”Hvad skal der ske med hende, Kommandør?”
Denne blinkede forbløffet over Kaptajnens spørgsmål, som om denne havde spurgt om vejret på Coruscant, når de befandt sig helt herude i ingenting. ”Pigen?? Hun vil blive afhørt om, hvad hun ved.”
Kaptajnen så fra det sted, hvor pigen og hendes eskorte var forsvundet, og tilbage på Kommandøren. ”Aha. Godt, aflever et referat af afhøringerne, så snart I er færdige.”
Kommandøren nikkede. ”Det kan arrangeres, Kaptajn.”
Han lagde ekstra tryk på titlen ’Kaptajn’. Det kunne godt være, at Kaptajn Cala var øverstkommanderende på dette skib. Men han havde stadig højere rang.
Kaptajn Cala nikkede kort. ”Hold mig underrettet om forhørene.”
Med disse ord gjorde han en kort honnør og forsvandt ud af hangaren, tilbage til broen.
Celledøren gled i bag Kamé med et hvæs og efterlod hende i mørke. Der strømmede lidt dæmpet lys fra en smal række paneler langs gulvet, men deres blege skær kunne ligeså godt være blevet kvalt af mørket, der nærmest virkede som et levende væsen. Var det bare hendes overbelastede sanser eller kunne hun mærke blikke fra tusind øjne i det lille rum??
Håndjernene havde de fjernet, inden de smed hende ind i cellen, så hun kunne bevæge sig frit igen. Hvad det så end skulle gøre godt for. Hun var fanget som en mus i en fælde. Der var ingen muligheder for flugt. Der var ingen muligheder for flugt.
Kamé sank ned på briksen langs endevæggen og lod hovedet synke ned i hænderne. Hendes fletninger havde løst sig op, så håret bølgede tykt ned om hendes skuldre og ryg som et tæppe. Det var dog ikke i stand til at give hende nogen form for varme og fjerne den iskolde frygt, hun følte inde i sig. Hun strøg fraværende fingrene gennem den sølvagtige masse og forsøgte at holde op med at ryste.
Hvad skal der ske med mig…
Ikke græde, ikke græde, bare ikke græde…
Kamé gav op. Hun begravede igen ansigtet i hænderne og gav tårerne frit løb.
Lyden af døren, som åbnedes med det samme hvæs, der havde lukket den, fik Kamé til at slå øjnene op. Hun lå på siden på stålbriksen, men kunne ikke huske, hvordan hun var endt der. Hendes kinder føltes isnende kolde og var belagt med et fint lag glitrende salt fra hendes størknede tårer. Stadig liggende hævede hun blikket mod døren, der virkede som en firkant af lys i cellen.
Hun fløj dog hurtigt op, som om hun havde fået stød, da Kommandøren tråde ind i cellen. Det ubehagelige, ondskabsfulde smil spillede på ny om hans læber, og de kolde, mørke øjne skinnede af grum morskab og – forventning??
Bag ham trådte to vagter ind, men Kamé tog slet ingen notits af dem, da Kommandøren talte: ”Håber du har sovet godt, lille ven… For søvn får du ikke meget mere af under dit ophold her.” Hans smil blev en tand bredere, hvilket ikke beroligede Kamé det mindste. ”Vi skal snakke lidt om Alliancens planer for fremtiden.”
Kamé trak sig instinktivt væk og trykkede sig op i et hjørne af cellen, som om hun brændende ønskede, at de kunne opsluge hende. Men hun vidste, at det var spildte anstrengelser. Kommandøren trådte frem mod hende.
Celledøren gled i med et hvæs.
Den skriggule Naboo-fighter slog ud af hyperrummet i et glimt og lyste kraftigt op som en lille komet i det mørke, stjernestrøgede rum. Omkring den var der intet andet end asteroider, flydende dovent.
Jagerens pilot tjekkede, at alle systemer meldte, hvorefter et træt suk undslap dennes læber. Piloten var en pige, ikke engang nået at blive til en rigtig kvinde endnu. Faktisk var hun kun lige fyldt 15 år for et par måneder siden. Ikke fordi hun havde fejret det – det var bare en kendsgerning. Alligevel hang der endnu en aura af uskyldighed om hende. Et par store, let skæve grønne øjne virkede store i et smalt ansigt, og håret med samme farve som flydende sølv, der var lige nu skjult under hendes hjelm, nåede hende til taljen og var samlet i to lange fletninger. Hun var klædt i en Naboonesisk rød-orange dragt, som ellers kun blev benyttet af Dronningens terner. Denne pige var ganske vist af god familie, men langt fra en plads i de royale rækker.
Alt i alt virkede hun utrolig malplaceret, et lille skind som hende ude mellem stjernerne. Men de smukke, grønne øjne afsøgte hele området med et skarpt blik. En af pigens fintformede, slanke hænder søgte automatisk ind under hendes højre arm og tjekkede, at hendes blaster sad, som den skulle. Lige nu var der kun hende, hendes tanker og det tomme rum.
Kamé strøg hånden over øjnene. Det sved i dem, efter den lange rejse og manglen på søvn. Hun havde ikke sat sine fødder uden for sin jagers cockpit i flere dage. Ikke siden hun havde forladt Naboo over hals og hoved, forklædt som kongelig terne. Flugt havde bragt hende tværs over galaksen og tilbage igen, ud på den øde plet i Chommell Sektoren. Undervejs havde hun haft spredte kontakter til Alliancen, men intet vigtigt. De var endnu ikke sikre på, at hun var til at stole på, og Kamé bebrejdede dem det ikke. Hun var trods alt på mirakuløs vis den eneste overlevende fra bagholdet på Naboo. Et baghold planlagt af hendes tidligere forlovede, den mand hun havde ønsket at leve sit liv sammen med. Corren Straw.
Kamé bed tænderne sammen, og de grønne øjne blussede op af vrede. Corren skulle nok få sin bekomst. I hvert fald så længe hun stadig trak vejret.
En skingrende alarm rev hende ud af hendes dystre tanker. Kamé for sammen og hamrede ved et uheld sit knæ op i den hårde underside af instrumentbrættet. Hun udstødte et gisp mod smerten og kastede et hurtigt blik på sensorerne for at finde årsagen til sirenen.
En Star Destroyer.
Hjertet fløj op i halsen på Kamé. Det var umuligt! – der burde slet ikke være star destroyers herude! Med mindre hun havde ramt en patruljerende krydsers rute. Men hvad var sandsynligheden for det??
Det varede dog ikke længe, før star destroyeren kom tæt nok på til, at hun kunne se den med det blotte øje. Alderaans Stjerner, den havde fart på!! Kamé fyrede op under motorerne og fik jageren drejet rundt.
”Uidentificeret stjernejager…” Hendes kommunikationsanlæg skrattede. ”Luk for alle systemer og gør klar til at blive trukket ind – Sætter du dig til modværge, tvinger du os til at skyde.”
Kamé stirrede på star destroyeren, som kom nærmere og nærmere. Så mærkede hun et ryk gennem hele jageren, da en trækstråle greb fat om den. Så blev hun trukket nærmere på trods af at hun satte fuld kraft på motorerne.
”Uidentificeret stjerneja…”
Kamé smækkede hånden ned og kvalte forbindelsen. Hun trak vejret i små, paniske gisp, og angstens sved perlede af hendes hud. Kunne hun bluffe sig ud af det her? Højst sandsynligt ikke. Kæmpe sig ud af det?
Som ved en refleks rakte Kamé om bag hovedstøtten på sit sæde og fremdrog en kraftig blaster. I hendes smukke, spinkle hænder virkede den alt for stor og klodset. Men hun kunne nogenlunde huske, hvordan man brugte den.
Nej. Kom hun først ombord på den star destroyer, var hun solgt. Død. Eller hun kom nok til at ønske, at hun var død. At kæmpe ville kun udskyde det uundgåelige. Der var ikke en flammes chance på Hoth for, at hun kunne skyde sig yd af det.
Men så var der kun én mulighed tilbage…
Kamé sank en klump og bed sig i læben. Kold og klam sved løb ned ad hendes ryg, og hendes hænder rystede.
Naboo-jageren blev trukket ind under star destroyeren med kurs mod hoveddokken. Nu var hun så tæt på, at hun kunne se detaljerne på skroget. Hvilket blot forstærkede hendes frygt.
Det prikkede i hendes øjne, men hun tog en hvæsende indånding. Ikke begynde at græde… Ikke græde. Ikke over dem.
Hun fik nogenlunde styr på sig selv, men en hård knude af frygt begyndte at blive større i hendes mave, og den blev ikke mindre, da jageren blev trukket ind i hovedhangaren og lempet ned på gulvet. Uden for Kamé kunne se en deling stormtropper nærme sig med skudklare blastere. Hun sank endnu en stor klump.
Efter soldaterne fulgte to officerer. Den forreste og laveste af dem bar kommandør-gradstegn på sin uniform, så vidt Kamé kunne se. Den anden og betydeligt højere mand bar kaptajn-gradstegn og gik et par skridt bagefter den første med hænderne placeret på ryggen.
Stormtropperne dannede en kreds om Kamés jager, og deres anfører gjorde brysk tegn til, at hun skulle komme ud.
Et koldt, ondsindet smil spillede om kommandørens læber, og han nikkede afventende mod jageren.
Kamé havde intet valg. Hun løsnede sin sele og lukkede ned for alle jagerens systemer. Med et tryk på en knap åbnede hun jagerens cockpitvindue, som gled til side med en dæmpet hvislen. Så greb hun fat i cockpittets kanter og trak sig ved hjælp af dem op af jageren.
Kommandøren hævede betragteligt øjenbrynene ved synet af Kamés påklædning, men udover det fortrak han ikke en mine. Kamé svang benene ud over kanten på cockpittet og lod sig glide ned på gulvet. Det ene lange, flagrende ærme på hendes dragt satte sig fast i en kant, men hun rev det vredt til sig og flænsede det sarte stof.
Stormtropperne hævede deres blastere betydeligt. ”Smid dit våben!!” råbte deres anfører.
Kamé lod sin blaster glide ud af sin hånd. Den ramte gulvet med en høj, skærende metalklirren. En soldat gik hen og samlede den, men han holdt sit sigte rettet direkte mod Kamé. Hvad havde han overhovedet at frygte fra en lille, spinkel teenager??
Hun gjorde intet. Andet end at stå som frosset til stedet med armene hængende ned langs siden. Men idet hun strakte sin venstre arm ud, gik et jag af smerte op gennem den og videre ud i hendes skulder. Det var med nød og næppe, at hun standsede et højt gisp af smerte. Så huskede hun.
Hendes arm var blevet flået slemt, da hun havde kastet sig ud af vinduet under bagholdet tilbage på Naboo. Hun havde formået at rense såret nogenlunde og lægge en primitiv forbinding. Men skaden var langt fra helet. Hun undertrykte en klynken og tog sig til armen.
Kommandøren trådte nærmere, stadig smilende sit ondsindede smil. Dette modbydelige smil blev dog kun bredere, da Kamé trak sin hjelm af. Hun rystede over det hele, uden at kunne standse det. Hendes krop ville ikke adlyde.
Ikke græde, ikke græde…
”Velkommen ombord, lille ven.” Kommandøren målte hende fra top til tå med et køligt blik, hvorpå han rakte ud og strøg et par sølvfarvede lokker væk fra Kamés ansigt. ”Hvad laver sådan en lille pige som dig herude – helt alene??”
Kamé svarede ikke. Hun bed sig blot i læben og så ned.
”Hvad hedder du?” spurgte Kommandøren kattevenligt.
Intet svar.
”Hørte du, hvad jeg sagde?”
Et nik fulgte, men Kamé så stadig ikke op.
”Hvad hedder du så?”
Kamé bed sig i tungen. Hun kunne ikke få et ord frem, og hun ønskede det heller ikke, selv hvis hun havde kunnet.
Kommandøren lænede sig nærmere. To stenhårde kerner af is stirrede på hende, så hun mest af alt havde lyst til at krybe sammen i et hjørne. ”Du vil altså ikke fortælle mig dit navn?”
Kamé rystede på hovedet, så hendes fletninger daskede ned ad hendes ryg.
”En skam…” Kommandøren lagde sin behandskede hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt op mod sit. ”Du tvinger mig jo til at spørge på en mere… uhøflig manér, lille ven.”
Ikke græde, ikke græde, ikke græde… Kamé drejede hovedet bort. Med største besvær holdt hun armene nede langs siden, på trods af trangen til at flå sin skjule blaster frem, som pressede mod hendes side under hendes arm. Hun kunne skyde Kommandøren ned på stedet, havde hun ønsket det. Men hendes overlevelsesinstinkt tog over. Hvos hun endelig skulle gribe til sit våben, skulle det ske under andre omstændigheder.
Kommandøren greb brutalt fat om hendes kæbe og tvang hende til at se op på ham. ”Du har intet begreb om, hvad din tavshed kommer til at koste dig.”
Kamé stirrede lige ind i hans øjne, uden at turde andet. Det rykkede i hendes fingre efter at gribe sin blaster og sender en ladning koncentreret energi i maven på ham.
Og så ville mere end ét dusin blasterskud finde deres vej til hendes mave, det var hun klar over. Derfor gjorde hun ingenting, andet end at skælve over det hele som et ungt løvtræ i stormvejr.
Kommandørens blik faldt på hendes højre arm. ”Er du kommet til skade, lille ven?”
Det gav et voldsomt sæt i Kamé, bare ved hans tonefald. Der var spundet et tyndt net af falsk medlidenhed ud over den lurende brutalitet og ondskab nedenunder. Det sås tydeligt i hans smil, i hans øjne.
Hans hånd greb om hendes arm.
Kamé trak vejret ind i et hulkende gisp og bed munden hårdt sammen. Hun måtte virkelig arbejde med halsmusklerne for at synke den klump af gråd, der pressede på i hendes hals.
”Må jeg lige se?” Kommandøren løftede hendes arm og trak det lange ærme ned, så man kunne se den blodige, nødtørftige bandage.
Smerten skar gennem hendes arm som en issyl. Kamé gispede endnu en gang og forsøgte at vride sin skadede arm fri af hans greb, uden held. Kommandørens hånd holdt hende så fast som trækstrålen havde holdt hendes stjernejager.
”Tsk, tsk, tsk…” Kommandøren rystede på hovedet. ”Det sår ser ikke for godt ud. Skal vi kigge nærmere på det??”
Kamé rystede vildt på hovedet. Hendes grønne øjne var nu rødsprængte og blanke af tilbageholdt gråd.
Ikke græde, ikke græde, ikke græde…
”Hun skal nok blive… interessant at arbejde med.” Kommandøren skubbede hende hen til stormtroppernes anfører. ”Før hende til celleblok 3-A.”
”Javel.” To stormtropper greb fat i Kamé og lænkede hendes hænder sammen foran hende. Ingen af dem tog nogen form for hensyn til hendes sårede arm.
”Vent.” Kommandøren holdt en hånd i vejret, da soldaterne skulle til at trække af sted med hende. Han gik hen til Kamé og lod blikket glide ned over hende og op til hendes ansigt igen. ”Tilgiv mig, lille frøken.”
Det sidste blev sagt i en sarkastisk, følelseskold undertone. Så greb han fat i Kamé og trak hende ind til sig.
Kamé måtte bide sin læbe til blods for ikke at græde, mens han kropsvisiterede hende. Trods hendes frygt formåede hun at vride sig i et forsøg på at komme væk fra ham.
Kommandørens hånd skød gennem luften og ramte hende tværs over ansigtet med en voldsom kraft. ”Rører du dig igen, kommer du til at fortryde det bittert!! Forstår du det, lille ven??!!”
Kamé stirrede rædselsslagent op på ham. På hendes ene kind var et tydeligt blåviolet mærke ved at danne sig. Så nikkede hun meget langsomt.
”Så, så, så…” Kommandøren smilede ubehageligt, da han rørte hende igen. ”Det er snart overstået.”
Han fortsatte, mens Kamé stod som frosset til is, stirrende frem for sig, mens hun desperat forsøgte at tænke på noget andet.
Snart fandt Kommandøren både hendes blaster, commlink, sidste granat og vibroblade.
”Du er sandelig noget af en vildkat,” bemærkede han og vejede våbnene i sin hånd. ”Vi vil tale om dette her senere. Før hende væk.”
Stormtropperne sluttede ring om Kamé og førte hende med sig.
Kaptajnen fulgte soldaterne og den lille, naboonesiske pige med øjnene, inden de forsvandt ud af hangaren. En enkelt rynke dannede sig i hans pande, og han vendte sig mod Kommandøren.
”Hvad skal der ske med hende, Kommandør?”
Denne blinkede forbløffet over Kaptajnens spørgsmål, som om denne havde spurgt om vejret på Coruscant, når de befandt sig helt herude i ingenting. ”Pigen?? Hun vil blive afhørt om, hvad hun ved.”
Kaptajnen så fra det sted, hvor pigen og hendes eskorte var forsvundet, og tilbage på Kommandøren. ”Aha. Godt, aflever et referat af afhøringerne, så snart I er færdige.”
Kommandøren nikkede. ”Det kan arrangeres, Kaptajn.”
Han lagde ekstra tryk på titlen ’Kaptajn’. Det kunne godt være, at Kaptajn Cala var øverstkommanderende på dette skib. Men han havde stadig højere rang.
Kaptajn Cala nikkede kort. ”Hold mig underrettet om forhørene.”
Med disse ord gjorde han en kort honnør og forsvandt ud af hangaren, tilbage til broen.
Celledøren gled i bag Kamé med et hvæs og efterlod hende i mørke. Der strømmede lidt dæmpet lys fra en smal række paneler langs gulvet, men deres blege skær kunne ligeså godt være blevet kvalt af mørket, der nærmest virkede som et levende væsen. Var det bare hendes overbelastede sanser eller kunne hun mærke blikke fra tusind øjne i det lille rum??
Håndjernene havde de fjernet, inden de smed hende ind i cellen, så hun kunne bevæge sig frit igen. Hvad det så end skulle gøre godt for. Hun var fanget som en mus i en fælde. Der var ingen muligheder for flugt. Der var ingen muligheder for flugt.
Kamé sank ned på briksen langs endevæggen og lod hovedet synke ned i hænderne. Hendes fletninger havde løst sig op, så håret bølgede tykt ned om hendes skuldre og ryg som et tæppe. Det var dog ikke i stand til at give hende nogen form for varme og fjerne den iskolde frygt, hun følte inde i sig. Hun strøg fraværende fingrene gennem den sølvagtige masse og forsøgte at holde op med at ryste.
Hvad skal der ske med mig…
Ikke græde, ikke græde, bare ikke græde…
Kamé gav op. Hun begravede igen ansigtet i hænderne og gav tårerne frit løb.
Lyden af døren, som åbnedes med det samme hvæs, der havde lukket den, fik Kamé til at slå øjnene op. Hun lå på siden på stålbriksen, men kunne ikke huske, hvordan hun var endt der. Hendes kinder føltes isnende kolde og var belagt med et fint lag glitrende salt fra hendes størknede tårer. Stadig liggende hævede hun blikket mod døren, der virkede som en firkant af lys i cellen.
Hun fløj dog hurtigt op, som om hun havde fået stød, da Kommandøren tråde ind i cellen. Det ubehagelige, ondskabsfulde smil spillede på ny om hans læber, og de kolde, mørke øjne skinnede af grum morskab og – forventning??
Bag ham trådte to vagter ind, men Kamé tog slet ingen notits af dem, da Kommandøren talte: ”Håber du har sovet godt, lille ven… For søvn får du ikke meget mere af under dit ophold her.” Hans smil blev en tand bredere, hvilket ikke beroligede Kamé det mindste. ”Vi skal snakke lidt om Alliancens planer for fremtiden.”
Kamé trak sig instinktivt væk og trykkede sig op i et hjørne af cellen, som om hun brændende ønskede, at de kunne opsluge hende. Men hun vidste, at det var spildte anstrengelser. Kommandøren trådte frem mod hende.
Celledøren gled i med et hvæs.
