Post by Doddy on Feb 11, 2009 1:54:40 GMT 1
Solen var på vej ned over Coruscants imponerende skyline. Den farvede horisonten dybblodig rød og kastede sit blændende, gyldne lys op på de knejsende skyskrabere, der som fingre forsøgte at nå himlen fra deres fastlænkede plet på planetens overflade.
Den stormfarvede Twi'lek rettede sig op fra sit arbejde og kastede et blik ud ad vinduet. Det var snart spisetid. Så var det tid til at stoppe arbejdet for i dag. Der var alligevel ikke meget arbejde på hans skrivebord i disse tider, når man var en Twi'lek-jurist under Imperiets styre. Den dag de tog bestallingen fra ham permanent, ville det ikke komme som et chok.
Han slukkede sin terminal og datapad, hvorefter han samlede datakortene, som lå og flød på skrivebordet sammen i en sirlig bunke og lagde dem på plads i en af skufferne. De mest fortrolige sager tog han dog med hen til sit pengeskab og låste inde dér. Som noget af det sidste skubbede han sin stol ind og slukkede lampen på skrivebordet. Men ikke før han havde kastet et kærligt blik på det billede, der stod på bordet. En skriggul, kvindelig Twi'lek og en næsten ligeså gul Twi'lek-pige, på omkring 10 år, grinede og vinkede ivrigt ud til ham fra deres plads ved en af Coruscants parkers fontæner.
Det var før forbuddet mod ikke-menneskelige væsner i parker trådte i kraft.
Syll'kann strøg tankefuldt sin slanke hånd med de lange fingre over sin ene lekkurod. Efter stormen vil solen komme frem igen, sagde man. Men det havde godt nok været en lang, mørk storm efterhånden, tænkte han, idet han lod persiennerne glide ned for vinduerne og forlod sit kontor.
Hans kontor lå på etagen under hans hjem i en de højere skyskrabere på Coruscant. Syll'kann og hans familie var blandt de heldige, som havde formået at blive boende i den øverste del af byen i stedet for at blive interneret i det store område, hvor det var meningen, at alle ikke-menneskelige skulle samles. Men stjernerne måtte vide, hvor længe det ville vare ved...
Han låste døren til kontoret efter sig og slog alarmen til, før han begav sig op ad trapperne til lejligheden ovenover.
Der var tre værelser. Det var ikke meget, men i forhold hvad andre ikke-menneskelige levede i, var det et palads. Her havde Syll'kann formået at skabe et hjem med et firma nedenunder. Oppe i lejligheden tog han aldrig arbejde med op, lige meget hvor meget det hastede. Når han befandt sig i lejligheden, havde han andre ansvar. Han havde sin datter.
De færreste ville være klar over, at den pæne, korrekte jurist kunne være far for et barn – og så enlig far. Men det havde Syll'kann været længe. I over otte år mere præcist.
Hans kone, Ativa, havde altid haft et skrøbeligt helbred, men det var for alvor gået ned ad bakke, da de mange forbud og kampagner imod ikke-menneskelige var trådt i kraft. Det var muligt, at hun kom fra en god familie på Ryloth, men over for Imperiet spillede det ingen rolle, tværtimod. Både hende og Syll'kann måtte se hjælpeløse til, mens hele deres liv langsomt blev revet i småstykker i Kejserens kløer.
Hun blev gravid og fødte Jinjja uden større komplikationer, men hun kom sig aldrig helt over den lange, vanskelige graviditet. Da Jinjja var to år, sov hendes mor stille ind en grå morgen i Syll'kanns arme. Siden da havde han måttet opfostre sin datter på egen hånd. Det var noget nyt for ham, men nu – otte år senere – var han sikker på, at Ativa ville have været stolt af ham.
Syll'kann nåede døren til lejligheden og åbnede den ved at indtaste en lang, tolvcifret kode.
”Far!!!”
Han nåede knap indenfor døren, før en lille, gul ting kom flyvende ud i entreen og slog sine korte arme om hans ben, før han nåede at få frakken af.
”Hej, min lille ildblomst...” Syll'kann smilede og fik på en eller anden mirakuløs måde lirket sig ud af frakken, selv med sin datters arme knugende om sine ben. Så bøjede han sig ned og løftede hende op på armen. ”Har du savnet mig?”
”Ja!!” Pigen nikkede, så de små lekkuer vrikkede op og ned.
”Hvor meget?”
”Så meget!” Jinjja gav sin far et stort smækkys.
Syll'kann lo dæmpet og prikkede hende på næsen. ”Det er godt, min guldklump... Hvad har du så lavet i dag?”
”Ikke noget særligt...” svarede Jinjja og snoede en lekkuspids om sin ene finger. ”Jeg har øvet mig på min lektie!!”
”Har du??” Syll'kann satte hende ned. ”Skal jeg så ikke høre dig i den?”
”Jo!!” Jinjja stormede ind i stuen.
Syll'kann rettede sig op og tog sine støvler af, hvor efter han stilte dem på plads og hængte frakken op.
Jinjja havde aldrig gået i skole. Hun var blevet undervist af sin far gennem hele hendes opvækst. Syll'kann ønskede mere end noget andet for hende, at hun kunne få lov til at gå i skole og møde andre børn på hendes egen alder. Jinjjas eneste ven var hendes far. Det talte også for noget, men hun havde brug for andre børns selskab.
Men det var ikke muligt. Syll'kann vovede ikke at lade sin datter gå ud i Coruscants gader med Imperiet lurende om hvert et hjørne. Man hørte dagligt om andres familiemedlemmer, der blot var gået en tur – og blevet taget med. Ingen vidste, hvor de blev ført hen, men man hørte aldrig fra dem igen.
Inderst inde vidste Syll'kann godt, at han og hans datter kun levede i fred på lånt tid. En eller anden dag ville turen komme til dem. Det var dog ikke noget, han tillod sig at spekulere over – eller lod Jinjja vide. Hun var kun ti år. Hun havde hele livet foran sig. Han ville ikke bekymre hende.
Men der var timer i natten, hvor han vågnede med et sæt, helt sikker på at han havde en højlydt banken på døren, som kun Imperiets stormtroopers kunne banke.
”Faa-ar!!” kaldte Jinjja inde fra stuen. ”Hvor bliver du af??!!”
Der var en snert af utålmodighed i hendes stemme, så Syll'kann opgav sine spekulationer og gik ind i stuen.
Jinjja sad allerede klar med sin datapad og den historie, som Syll'kann havde givet hende besked på at øve sig på i løbet af dagen, mens han arbejdede. Han kom kun op i lejligheden til middag og når solen var sunket i horisonten. Ellers arbejdede han nedenunder i kontoret.
Jinjja havde været med nede i kontoret et par gange, men hun var hurtigt begyndt at holde sig oppe i lejligheden i stedet for.
Syll'kann satte sig ved siden af sin lille datter og strøg hende over lekkuerne. ”Må jeg så høre, lille skat?”
Jinjja nikkede ivrigt og begyndte at læse.
De læste et par historier og talte om dem, hvorefter både far og datter gik ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Syll'kann løftede Jinjja op at sidde på bordpladen og så ind i hendes midnatsblå øjne, som var fuldstændig identiske med hans. ”Nå... Hvad skal vi fremtrylle i dag??”
Jinjja overvejede nøje hans spørgsmål. ”Indbagt rancor!!” grinede hun så.
Syll'kann spærrede øjnene op. ”Rancor? Jamen, så må vi jo helt til Dathomir for at fange én!!”
”Neeej!!!” Jinjja rystede på hovedet. ”Det var for sjov, Far.... Rancors er søde. Dem må man ikke spise.
”Ikke det??” Syll'kann strøg hende over lekkuerne. ”Skal jeg så ikke finde på noget mad til os??”
”Joooo...” Jinjja nikkede ivrigt, så de små lekkuer vippede.
Køkkenets beholdning af mad var ikke ligefrem imponerende, men Syll'kann havde efterhånden fået en hel del øvelse i at frembringe et ordentligt måltid ud af så godt som intet.
De spiste aftensmad og samarbejdede derefter om opvasken. Jinjja fik lov til at stå op på en skammel og vaske op, mens Syll'kann tørrede af.
Senere på aftenen satte Syll'kann sig med en af sine bøger, mens Jinjja sad med sin tegneblok for hans fødder.
Hans bøger var en af de ting, som fyldte mest i lejligheden. Det var ikke datakort, men rigtige bøger af pergament, indbundne i skind. Mange ville ikke kunne se skønheden i denne slags værker, men for Syll'kann var der næsten ikke noget smukkere end en gammel bog, hvor man kunne føle varmen fra de mange lag pergament sprede sig op gennem fingrene.
”Faar??” lød det dæmpet fra Jinjja.
”Hmm?” Syll'kann så op fra sin bog.
”Må jeg godt finde bogens hjerte??”
Syll'kann smilede stille og skubbede bogen lidt til side, så hun kunne kravle op at sidde på skødet af ham. ”Selvfølgelig, Jinjja.”
Den lille Twi'lek-pige lod sine små barnehænder glide over den ujævne pergament-overflade, og hendes lekkuer vrikkede eftertænksomt. Så stoppede hendes hænder i bogens øverst højre hjørne. ”Dér.” Hun så op på Syll'kann. ”Der er varmest.”
Syll'kann klappede hende på lekkuerne. ”Flot, min skat.”
Jinjja smilede lykkeligt og gav sin far et stort kram.
Syll'kann lod bog være bog og lagde armene om sin lille datter. Nogle gange havde de bare begge to brug for et langt kram fra hinanden, hvor de var helt sikre på, at den anden stadig var der.
”Far...?”
”Ja?”
”Savner du mor??” spurgte Jinjja stille.
Syll'kann nikkede langsomt. ”Hver eneste dag, min lille skat... hver eneste dag.”
”Jeg savner også mor.”
”Selvfølgelig gør du det... Men hun er glad for, at vi har hinanden.”
Jinjja så op på ham med store, alvorlige øjne. ”Du forsvinder aldrig... Vel, Far??”
Syll'kann hævede øjenbrynene let. ”Hvorfor skulle jeg dog gøre det, Jinjja?”
”... Du forsvinder ikke... væk fra mig – vel??” blev Jinjja ved.
Syll'kann trak hende ind til sig og kyssede hende på panden og begge kinder. ”Nej, min lille ildblomst. Jeg forsvinder aldrig.”
”Lover du det?”
”... Ja.”
Den stormfarvede Twi'lek rettede sig op fra sit arbejde og kastede et blik ud ad vinduet. Det var snart spisetid. Så var det tid til at stoppe arbejdet for i dag. Der var alligevel ikke meget arbejde på hans skrivebord i disse tider, når man var en Twi'lek-jurist under Imperiets styre. Den dag de tog bestallingen fra ham permanent, ville det ikke komme som et chok.
Han slukkede sin terminal og datapad, hvorefter han samlede datakortene, som lå og flød på skrivebordet sammen i en sirlig bunke og lagde dem på plads i en af skufferne. De mest fortrolige sager tog han dog med hen til sit pengeskab og låste inde dér. Som noget af det sidste skubbede han sin stol ind og slukkede lampen på skrivebordet. Men ikke før han havde kastet et kærligt blik på det billede, der stod på bordet. En skriggul, kvindelig Twi'lek og en næsten ligeså gul Twi'lek-pige, på omkring 10 år, grinede og vinkede ivrigt ud til ham fra deres plads ved en af Coruscants parkers fontæner.
Det var før forbuddet mod ikke-menneskelige væsner i parker trådte i kraft.
Syll'kann strøg tankefuldt sin slanke hånd med de lange fingre over sin ene lekkurod. Efter stormen vil solen komme frem igen, sagde man. Men det havde godt nok været en lang, mørk storm efterhånden, tænkte han, idet han lod persiennerne glide ned for vinduerne og forlod sit kontor.
Hans kontor lå på etagen under hans hjem i en de højere skyskrabere på Coruscant. Syll'kann og hans familie var blandt de heldige, som havde formået at blive boende i den øverste del af byen i stedet for at blive interneret i det store område, hvor det var meningen, at alle ikke-menneskelige skulle samles. Men stjernerne måtte vide, hvor længe det ville vare ved...
Han låste døren til kontoret efter sig og slog alarmen til, før han begav sig op ad trapperne til lejligheden ovenover.
Der var tre værelser. Det var ikke meget, men i forhold hvad andre ikke-menneskelige levede i, var det et palads. Her havde Syll'kann formået at skabe et hjem med et firma nedenunder. Oppe i lejligheden tog han aldrig arbejde med op, lige meget hvor meget det hastede. Når han befandt sig i lejligheden, havde han andre ansvar. Han havde sin datter.
De færreste ville være klar over, at den pæne, korrekte jurist kunne være far for et barn – og så enlig far. Men det havde Syll'kann været længe. I over otte år mere præcist.
Hans kone, Ativa, havde altid haft et skrøbeligt helbred, men det var for alvor gået ned ad bakke, da de mange forbud og kampagner imod ikke-menneskelige var trådt i kraft. Det var muligt, at hun kom fra en god familie på Ryloth, men over for Imperiet spillede det ingen rolle, tværtimod. Både hende og Syll'kann måtte se hjælpeløse til, mens hele deres liv langsomt blev revet i småstykker i Kejserens kløer.
Hun blev gravid og fødte Jinjja uden større komplikationer, men hun kom sig aldrig helt over den lange, vanskelige graviditet. Da Jinjja var to år, sov hendes mor stille ind en grå morgen i Syll'kanns arme. Siden da havde han måttet opfostre sin datter på egen hånd. Det var noget nyt for ham, men nu – otte år senere – var han sikker på, at Ativa ville have været stolt af ham.
Syll'kann nåede døren til lejligheden og åbnede den ved at indtaste en lang, tolvcifret kode.
”Far!!!”
Han nåede knap indenfor døren, før en lille, gul ting kom flyvende ud i entreen og slog sine korte arme om hans ben, før han nåede at få frakken af.
”Hej, min lille ildblomst...” Syll'kann smilede og fik på en eller anden mirakuløs måde lirket sig ud af frakken, selv med sin datters arme knugende om sine ben. Så bøjede han sig ned og løftede hende op på armen. ”Har du savnet mig?”
”Ja!!” Pigen nikkede, så de små lekkuer vrikkede op og ned.
”Hvor meget?”
”Så meget!” Jinjja gav sin far et stort smækkys.
Syll'kann lo dæmpet og prikkede hende på næsen. ”Det er godt, min guldklump... Hvad har du så lavet i dag?”
”Ikke noget særligt...” svarede Jinjja og snoede en lekkuspids om sin ene finger. ”Jeg har øvet mig på min lektie!!”
”Har du??” Syll'kann satte hende ned. ”Skal jeg så ikke høre dig i den?”
”Jo!!” Jinjja stormede ind i stuen.
Syll'kann rettede sig op og tog sine støvler af, hvor efter han stilte dem på plads og hængte frakken op.
Jinjja havde aldrig gået i skole. Hun var blevet undervist af sin far gennem hele hendes opvækst. Syll'kann ønskede mere end noget andet for hende, at hun kunne få lov til at gå i skole og møde andre børn på hendes egen alder. Jinjjas eneste ven var hendes far. Det talte også for noget, men hun havde brug for andre børns selskab.
Men det var ikke muligt. Syll'kann vovede ikke at lade sin datter gå ud i Coruscants gader med Imperiet lurende om hvert et hjørne. Man hørte dagligt om andres familiemedlemmer, der blot var gået en tur – og blevet taget med. Ingen vidste, hvor de blev ført hen, men man hørte aldrig fra dem igen.
Inderst inde vidste Syll'kann godt, at han og hans datter kun levede i fred på lånt tid. En eller anden dag ville turen komme til dem. Det var dog ikke noget, han tillod sig at spekulere over – eller lod Jinjja vide. Hun var kun ti år. Hun havde hele livet foran sig. Han ville ikke bekymre hende.
Men der var timer i natten, hvor han vågnede med et sæt, helt sikker på at han havde en højlydt banken på døren, som kun Imperiets stormtroopers kunne banke.
”Faa-ar!!” kaldte Jinjja inde fra stuen. ”Hvor bliver du af??!!”
Der var en snert af utålmodighed i hendes stemme, så Syll'kann opgav sine spekulationer og gik ind i stuen.
Jinjja sad allerede klar med sin datapad og den historie, som Syll'kann havde givet hende besked på at øve sig på i løbet af dagen, mens han arbejdede. Han kom kun op i lejligheden til middag og når solen var sunket i horisonten. Ellers arbejdede han nedenunder i kontoret.
Jinjja havde været med nede i kontoret et par gange, men hun var hurtigt begyndt at holde sig oppe i lejligheden i stedet for.
Syll'kann satte sig ved siden af sin lille datter og strøg hende over lekkuerne. ”Må jeg så høre, lille skat?”
Jinjja nikkede ivrigt og begyndte at læse.
De læste et par historier og talte om dem, hvorefter både far og datter gik ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Syll'kann løftede Jinjja op at sidde på bordpladen og så ind i hendes midnatsblå øjne, som var fuldstændig identiske med hans. ”Nå... Hvad skal vi fremtrylle i dag??”
Jinjja overvejede nøje hans spørgsmål. ”Indbagt rancor!!” grinede hun så.
Syll'kann spærrede øjnene op. ”Rancor? Jamen, så må vi jo helt til Dathomir for at fange én!!”
”Neeej!!!” Jinjja rystede på hovedet. ”Det var for sjov, Far.... Rancors er søde. Dem må man ikke spise.
”Ikke det??” Syll'kann strøg hende over lekkuerne. ”Skal jeg så ikke finde på noget mad til os??”
”Joooo...” Jinjja nikkede ivrigt, så de små lekkuer vippede.
Køkkenets beholdning af mad var ikke ligefrem imponerende, men Syll'kann havde efterhånden fået en hel del øvelse i at frembringe et ordentligt måltid ud af så godt som intet.
De spiste aftensmad og samarbejdede derefter om opvasken. Jinjja fik lov til at stå op på en skammel og vaske op, mens Syll'kann tørrede af.
Senere på aftenen satte Syll'kann sig med en af sine bøger, mens Jinjja sad med sin tegneblok for hans fødder.
Hans bøger var en af de ting, som fyldte mest i lejligheden. Det var ikke datakort, men rigtige bøger af pergament, indbundne i skind. Mange ville ikke kunne se skønheden i denne slags værker, men for Syll'kann var der næsten ikke noget smukkere end en gammel bog, hvor man kunne føle varmen fra de mange lag pergament sprede sig op gennem fingrene.
”Faar??” lød det dæmpet fra Jinjja.
”Hmm?” Syll'kann så op fra sin bog.
”Må jeg godt finde bogens hjerte??”
Syll'kann smilede stille og skubbede bogen lidt til side, så hun kunne kravle op at sidde på skødet af ham. ”Selvfølgelig, Jinjja.”
Den lille Twi'lek-pige lod sine små barnehænder glide over den ujævne pergament-overflade, og hendes lekkuer vrikkede eftertænksomt. Så stoppede hendes hænder i bogens øverst højre hjørne. ”Dér.” Hun så op på Syll'kann. ”Der er varmest.”
Syll'kann klappede hende på lekkuerne. ”Flot, min skat.”
Jinjja smilede lykkeligt og gav sin far et stort kram.
Syll'kann lod bog være bog og lagde armene om sin lille datter. Nogle gange havde de bare begge to brug for et langt kram fra hinanden, hvor de var helt sikre på, at den anden stadig var der.
”Far...?”
”Ja?”
”Savner du mor??” spurgte Jinjja stille.
Syll'kann nikkede langsomt. ”Hver eneste dag, min lille skat... hver eneste dag.”
”Jeg savner også mor.”
”Selvfølgelig gør du det... Men hun er glad for, at vi har hinanden.”
Jinjja så op på ham med store, alvorlige øjne. ”Du forsvinder aldrig... Vel, Far??”
Syll'kann hævede øjenbrynene let. ”Hvorfor skulle jeg dog gøre det, Jinjja?”
”... Du forsvinder ikke... væk fra mig – vel??” blev Jinjja ved.
Syll'kann trak hende ind til sig og kyssede hende på panden og begge kinder. ”Nej, min lille ildblomst. Jeg forsvinder aldrig.”
”Lover du det?”
”... Ja.”
