Post by Doddy on May 11, 2009 22:58:31 GMT 1
”Proone?”
Denne gang vågnede Prue ikke med det samme. Hun havde åbnet øjnene, men så intet andet end den rustne containervæg. Da hun havde lagt sig til at sove, havde hun ligget på den anden side, registrerede hun sløvt.
Det tordnede igen. Regnen trommede mod containerens metaltag over hendes hoved, men hun kunne også mærke fugten i luften, på trods af glødepanelet langs den ene væg.
Det knitrede let, da Je'Ann satte sig ned på kanten af hendes briks. Prue havde ikke vendt sig mod hende endnu, men hun genkendte duften af krydrede blomster og den ro, som Bothaneren kaldte frem i hende, blot ved sin tilstedeværelse. Hun rullede om på ryggen og satte sig halvt op. ”Hvad er der, Je'Ann?”
Bothaneren svarede hende ikke. Je'Ann lænede sig roligt frem mod Prue og lagde en hånd på hendes mave.
Det gav et lille spjæt i Prue ved følelsen af den varme hånd gennem hendes undertrøjes tynde stof. Hun så op på Je'Ann og åbnede munden, som tilløb til at stille et spørgsmål.
Je'Anns mund lukkede sig blidt over hendes i et kys.
Prue stivnede ved følelsen af Je'Anns læber mod hendes. Så gled hendes sorte øjne halvt i, da hun gav efter og besvarede Bothanerens kys. Je'Anns hånd gled kærtegnende ned ad hendes mave og fik det til at spjætte i hende.
Bothanerens læber slap hendes et øjeblik. ”... dine ribben?” hviskede hun.
”... din pels....” svarede Prue tilbage og kyssede hende længselsfuldt igen. Hendes hænder lagde sig omkring Je'Anns liv og trak hende til sig.
Hun havde ikke vidst, at Je'Ann kunne få hendes hjerte til at hamre så hurtigt, som om det ville sprænge sig vej ud mellem hendes ribben. Men nu bød hun følelsen velkommen med åbne arme.
Hvordan Je'Ann havde vidst, at Prue gengældte hendes følelser, kunne Prue ikke gennemskue. Hun var den af dem, der tænkte med hjernen og ikke med hjertet. Skønt Je'Ann havde forsøgt at få hendes hjerte til at tage over mange gange.
Det var lykkedes hende nu.
Prues fingre kørte gennem Bothanerens pels og skubbede hendes natkjoles tynde stof bort fra hendes skuldre. Hendes læber forblev presset tæt mod Je'Anns, som om hun var i tvivl om, hvorvidt hun ville være i stand til at trække vejret, hvis de slap hinanden.
Endnu et tordenskrald lød ude i natten. Uvejret måtte være tæt på nu.
Prue kunne snart ikke føle sig mere ligeglad. For første gang i sit liv gav hun sig hen til øjeblikket, følelsen af Je'Anns mund mod hendes, Bothanerens varme hænder mod hendes kølige hud, Prues eget hjerte, der bankede så unaturligt hårdt.
Je'Ann slap hendes læber et øjeblik, for at hive hendes undertrøje af hende og lade sin egen natkjole glide helt ned fra hendes skuldre og arme. Så bøjede hun sig ned og kyssede Prue igen.
Et øjeblik senere spekulerede Prue på, hvorfor Kessel hendes købere havde så hårdt brug for stoffer. Sammenlignet med den rus hun befandt sig i nu, gav selv det stærkeste stof, hun kunne komme i tanke om nu, kun et blidt kick som indtagelsen af en kop kaffe.
Hendes hænder lukkede sig om Je'Anns nakke og nussede hendes bløde pels, der kildede så forfærdeligt mod hendes nøgne hud.
Bothanerens hænder bevægede sig op over hendes overkrop og lagde sig til sidst mod hendes skuldre, så hun kunne presse Prue tilbage mod madrassen under sig. Je'Ann lænede sig ned over hende, stadig med sine læber trykket tæt mod Prues, mens hendes ene hånd gled til Prues bælte og løsnede det langsomt op.
Da de omsider slap hinanden, havde Prue det, som om hun stod på kanten til en af de gloende floder af lava på Mustafar. Hun gispede efter vejret, og hendes violette hår klæbede til hendes pande og tindinger.
Je'Ann rykkede lidt på sig ved siden af hende, da hun rakte ud og kærtegnede Prues kind med sin ene hånd.
Prue smilede dovent og lagde sin hånd over Je'Anns. ”...'du okay?”
Bothaneren smilede kærligt. ”Mere end det, Proone.”
Prue tog hendes hånd og flettede sine dødningehvide, tynde fingre end i Bothanerens bløde, pelsede og varme. ”Jeg elsker dig, Je'Ann.”
”Og jeg elsker dig, Prue.” Je'Ann så tilbage på hende gennem mørket med de brune øjne skinnende af dyb alvor. ”Meget højt.”
Prue trak hendes hånd til sig og kyssede hendes fingre. Så puttede hun sig ind i Je'Anns favn med et dybt suk af lykke.
Je'Ann holdt om Prue og strøg sine fingre gennem hendes korte, violette hår, mens natten stille og roligt gik sin gang på Nar Shaddaa.
Denne gang vågnede Prue ikke med det samme. Hun havde åbnet øjnene, men så intet andet end den rustne containervæg. Da hun havde lagt sig til at sove, havde hun ligget på den anden side, registrerede hun sløvt.
Det tordnede igen. Regnen trommede mod containerens metaltag over hendes hoved, men hun kunne også mærke fugten i luften, på trods af glødepanelet langs den ene væg.
Det knitrede let, da Je'Ann satte sig ned på kanten af hendes briks. Prue havde ikke vendt sig mod hende endnu, men hun genkendte duften af krydrede blomster og den ro, som Bothaneren kaldte frem i hende, blot ved sin tilstedeværelse. Hun rullede om på ryggen og satte sig halvt op. ”Hvad er der, Je'Ann?”
Bothaneren svarede hende ikke. Je'Ann lænede sig roligt frem mod Prue og lagde en hånd på hendes mave.
Det gav et lille spjæt i Prue ved følelsen af den varme hånd gennem hendes undertrøjes tynde stof. Hun så op på Je'Ann og åbnede munden, som tilløb til at stille et spørgsmål.
Je'Anns mund lukkede sig blidt over hendes i et kys.
Prue stivnede ved følelsen af Je'Anns læber mod hendes. Så gled hendes sorte øjne halvt i, da hun gav efter og besvarede Bothanerens kys. Je'Anns hånd gled kærtegnende ned ad hendes mave og fik det til at spjætte i hende.
Bothanerens læber slap hendes et øjeblik. ”... dine ribben?” hviskede hun.
”... din pels....” svarede Prue tilbage og kyssede hende længselsfuldt igen. Hendes hænder lagde sig omkring Je'Anns liv og trak hende til sig.
Hun havde ikke vidst, at Je'Ann kunne få hendes hjerte til at hamre så hurtigt, som om det ville sprænge sig vej ud mellem hendes ribben. Men nu bød hun følelsen velkommen med åbne arme.
Hvordan Je'Ann havde vidst, at Prue gengældte hendes følelser, kunne Prue ikke gennemskue. Hun var den af dem, der tænkte med hjernen og ikke med hjertet. Skønt Je'Ann havde forsøgt at få hendes hjerte til at tage over mange gange.
Det var lykkedes hende nu.
Prues fingre kørte gennem Bothanerens pels og skubbede hendes natkjoles tynde stof bort fra hendes skuldre. Hendes læber forblev presset tæt mod Je'Anns, som om hun var i tvivl om, hvorvidt hun ville være i stand til at trække vejret, hvis de slap hinanden.
Endnu et tordenskrald lød ude i natten. Uvejret måtte være tæt på nu.
Prue kunne snart ikke føle sig mere ligeglad. For første gang i sit liv gav hun sig hen til øjeblikket, følelsen af Je'Anns mund mod hendes, Bothanerens varme hænder mod hendes kølige hud, Prues eget hjerte, der bankede så unaturligt hårdt.
Je'Ann slap hendes læber et øjeblik, for at hive hendes undertrøje af hende og lade sin egen natkjole glide helt ned fra hendes skuldre og arme. Så bøjede hun sig ned og kyssede Prue igen.
Et øjeblik senere spekulerede Prue på, hvorfor Kessel hendes købere havde så hårdt brug for stoffer. Sammenlignet med den rus hun befandt sig i nu, gav selv det stærkeste stof, hun kunne komme i tanke om nu, kun et blidt kick som indtagelsen af en kop kaffe.
Hendes hænder lukkede sig om Je'Anns nakke og nussede hendes bløde pels, der kildede så forfærdeligt mod hendes nøgne hud.
Bothanerens hænder bevægede sig op over hendes overkrop og lagde sig til sidst mod hendes skuldre, så hun kunne presse Prue tilbage mod madrassen under sig. Je'Ann lænede sig ned over hende, stadig med sine læber trykket tæt mod Prues, mens hendes ene hånd gled til Prues bælte og løsnede det langsomt op.
Da de omsider slap hinanden, havde Prue det, som om hun stod på kanten til en af de gloende floder af lava på Mustafar. Hun gispede efter vejret, og hendes violette hår klæbede til hendes pande og tindinger.
Je'Ann rykkede lidt på sig ved siden af hende, da hun rakte ud og kærtegnede Prues kind med sin ene hånd.
Prue smilede dovent og lagde sin hånd over Je'Anns. ”...'du okay?”
Bothaneren smilede kærligt. ”Mere end det, Proone.”
Prue tog hendes hånd og flettede sine dødningehvide, tynde fingre end i Bothanerens bløde, pelsede og varme. ”Jeg elsker dig, Je'Ann.”
”Og jeg elsker dig, Prue.” Je'Ann så tilbage på hende gennem mørket med de brune øjne skinnende af dyb alvor. ”Meget højt.”
Prue trak hendes hånd til sig og kyssede hendes fingre. Så puttede hun sig ind i Je'Anns favn med et dybt suk af lykke.
Je'Ann holdt om Prue og strøg sine fingre gennem hendes korte, violette hår, mens natten stille og roligt gik sin gang på Nar Shaddaa.
