Post by Doddy on Mar 12, 2009 13:55:14 GMT 1
Theeds gader var tomme. Hist og her trængte lyset fra et vindue sig ud i en smal stribe på gaden, men ellers var der mørkt og stille som i et gravkammer. Alle borgere var for længst gået til ro og sov nu trygt under de mange stjerner på himlen.
I den lille lejlighed ud til en af Theeds brede kanaler var der dog ingen, der sov. Gardinerne var trukket for og blokerede effektivt lyset fra lampen i loftet i at trænge ud i natten og kalde nysgerrige, uønskede blikke til sig.
I stuen sad en gruppe unge mennesker omkring et bord, snakkende dæmpet, mens de udpegede positioner på det holografiske kort, som svævede lidt over midten af den runde bordplade. Størstedelen af dem stilte dog spørgsmål til en mand, klædt i Naboonesisk tøj, som sad ved siden af en høj brunhåret kvinde. Han var også ung, men ikke helt så ung som dem, der sad omkring ham. Og han var ikke Nabooneser. Det kunne man sagtens se ved første øjekast. De skarpe, årvågne øjne, højden, kropsbygningen – det ubarberede ansigt. Nej, han kom et helt andet sted fra. Ved siden af hans stol hvilede en blasterriffel mod stoleryggen, så han nemt kunne få fat i den. For en sikkerheds skyld.
”Udmærket, mine damer og herrer.” Koan lænede sig tilbage i sin stol og strakte hænderne op over hovedet for at løsne sine anspændte nakkemuskler. ”Lad os gennemgå planen en sidste gang. Shié, forklædninger?”
”I orden.” Kvinden på hans højre side nikkede kort. ”Vi har ni paladsuniformer i vores besiddelse.”
”Glimrende. Corren, ID.”
Den unge fyr over for Shié og Koan nikkede let og strøg et par tykke, brune lokker bort fra sit ansigt. ”Med tilhørende holografi og navn. Det er klaret.”
”Godt klaret, Corren. Gael, våben?”
”Også klappet og klart. Selv minerne. De venter blot på den store dag.”
”Og tid, Qoona?”
”Vi forventer Moffens ankomst til paladset kl. 1100 om to dage. På det tidspunkt skal vi alle være på plads.”
”Godt arbejde, folkens...” Koan rejste sig og bøjede sig lidt over bordet, hvor en terminal viste en tegning over Theeds palads og byen omkring det. Så kastede han et skeptisk blik på sit kronometer. ”Amilla?”
Den unge pige, som sad på Correns venstre side, var iført en rødorange dragt, der kendetegnede hende som en af den Naboonesiske Dronnings personlige terner. Ved lyden af hendes navn vågnede hun op og løftede hovedet. ”Ja?”
”Det er sent. Du må hellere komme tilbage til paladset, før nogen begynder at savne dig og undrer sig over, hvor lang tid du tillader dig at besøge din mor.”
”Der er da heller ingen forståelse for nære familierelationer længere,” bemærkede Amilla tørt og skubbede sin stol tilbage, da hun rejste sig op. Ternen glattede skørtet på sin dragt, før hun lod sit blik glide rundt til de fremmødte omkring bordet. ”Så regner jeg med at se jer om to dage, venner.”
De andre omkring bordet nikkede med enige bemærkninger og smil, og Koan gik rundt om bordet og lagde hånden på hendes arm. ”Lad mig følge dig ud.”
Amilla smilede varmt. ”Jeg kan sagtens gå selv, Koan.”
”Jeg er nødt til at sikre mig, at du forlader huset.”
”Nå ja, siden du insisterer...” Amillas smil blev ikke mindre bredt, da hende og Koan forlod stuen – med dæmpede pift og bemærkninger slynget efter sig.
”Ser I, hvad jeg ser??” grinede Corren og kørte en hånd gennem sit pjuskede hår, der lige nu ikke lod til at ville holde sig i ro længere.
Shié trak på skuldrene. ”Hvis han nu bare lige tog sig sammen og sagde det til hende... Det er slet ikke så svært, vel, Aeron?”
Aeron smilede bredt og vekslede blikke med sin forlovede, Meiné, som sad og nussede sin store mave, hvor hun bar deres første barn.
”Hvorfor spørger du Aeron?? Han kastede op i lektionen, før han skulle fortælle det til hende,” kom det fra den sølvhårede pige, der sad på Correns venstre side med armene liggende løst over kors.
”Kamé, for...” Aeron slog en latter op og prikkede til Meiné. ”Du skal ikke lytte til hende. Hun er bare jaloux.”
”Jaloux??” Kamé plirrede med de store, grønne øjne og smilede skævt. ”Hvad skal jeg være jaloux over? Jeg har min egen...” Hun lænede sig ind til Corren og kyssede ham let under øret.
Shié himlede med øjnene. ”Kraftens bevares... Jeg laver the.” Hun rejste sig fra bordet og gik ud i det lille køkken, der stødte op til stuen, som var denne aftens mødested. De andre omkring bordet begyndte at slappe mere af, nu da samtalen ikke drejede sig om noget videre alvorligt, og deres leder var ude af syne.
Corren lagde en arm om Kamé og lod sine fingerspidser lege med spidserne af hendes hårlokker. ”Du er i godt humør i dag,” bemærkede han dæmpet.
”Ja...” Hun nussede sine fingre mod siden af hans hals og langs hans kraveben. ”Det er udsigten til at skyde en Imperial Moff.”
”Hvor er du dog romantisk...” Corren lo stille og kyssede hendes mund ganske let.
Kamé lagde en hånd mod hans kind. ”... og synet af dit smil. Det hjælper, min egen.”
”Det var bedre...” Han kyssede hende igen, denne gang mere kærligt.
Kamé puttede sig ind til ham og smilede, mens hun besvarede hans kys. Hvad der var blevet af hende uden Corren, turde hun slet ikke tænke på. Siden hendes mor og søstre blev dræbt, havde hun været fortabt. Det var kun Corren og modstandsgruppen, dannet af hendes kammerater fra universitetet i Theed.
Shié havde været den første til at tage initiativet til at samle dem i denne fælles front mod Imperiet. I starten havde det blot været en diskussionsgruppe, hvor de alle fik luft for deres frustrationer mod et styre, som var langt mere effektivt og stærkere end Den Gamle Republik, efter hvad de havde fået fortalt til forelæsningerne på universitetet. Udover det delte de også flyveblade ud, hvor de kunne. Men det havde aldrig strakt sig længere.
Så var Koan kommet ind i billedet. Han var en af Alliancens agenter, tidligere soldat, som nu blev sendt til forskellige planeter for at samle støtter og eventuelt danne modstandsgrupper af frivillige for pågældende planet. Men Imperiet havde ventet på ham ved hans ankomst til Theed. Det var kun med Shiés hjælp, at han var sluppet bort med livet i behold. Og det glemte han hende ikke for.
Efter det var gruppens arbejde blevet mere seriøst – og langt mere farligt. De havde skaffet våben på det sorte marked eller ved simpelt hen at stjæle dem fra Imperiets baser på planeten. Det havde ført til flere vellykkede missioner, såsom sprængning af våbenlagre, landingsplatforme og likvidering af højtstående officerer. Koan havde den erfaring, der skulle til for at gennemføre missioner uden problemer, men han nævnte konstant, at de – lige meget hvor unge de var - havde modet og ilden til at gøre modstand brændende i sig – og det var det, der talte.
Kamé var gået ind i kampen med al den hadefulde ild, der brændte i hendes sjæl mod Imperiet. De skulle dø. Alle som én. Hun ville påføre dem lige så meget smerte, som de havde påført hende ved at tage hendes familie fra hende.
Studentergruppen fra Theed var snart blevet en torn i øjet på Imperiet. Og de kunne ikke være mere stolte af det.
Kamé gjorde sig fri af Corren og så op i hans øjne et øjeblik, før hun rejste sig og gik over til Meiné. Hendes bedste veninde fra universitetet sad og strøg sin flade hånd hen over sin mave i rolige, langsomme bevægelser, mens hun nynnede blidt for sig selv. Eller for barnet.
”Er han urolig?” spurgte hun dæmpet og lagde hænderne let på Meinés skuldre.
”Han møver lidt rundt derinde.” Meiné smilede op til Kamé og tog hendes hånd, som hun lagde på sin mave. ”Mærk selv efter.”
Under sin håndflade kunne Kamé mærke et tydeligt puf inde fra Meinés mave. Hun udstødte et lille udbrud af overraskelse og spærrede øjnene op. ”Han sparker hårdt!”
”Han bliver stærk... Det ved jeg.”
”Som sin mor.” Kamé klappede sin veninde på maven. ”Du skal ikke være bekymret. Det skal nok gå alt sammen.”
Meiné så på hende med et trist smil. ”Tror du?”
”Ja, jeg gør.” Kamé knælede ned ved siden af hende. ”Og jeg skal nok sørge for, at Aeron kommer uskadt tilbage til dig igen.”
”Jeg ville så gerne have, at han ikke tog af sted...” Meiné hostede let og tørrede sine øjne med bagsiden. ”Kamé, jeg har en rigtig skidt fornemmelse med det... Lover du at passe på ham?”
”Du har mit ord, Meiné.”
Hendes løfte så ud til at trøste Meiné, og de to veninder omfavnede hinanden.
”Så...” sagde Meiné og sænkede stemmen, da de slap hinanden igen. ”Må jeg så høre? Hvordan går det med dig og Corren?”
”Det går fint,” svarede Kamé. ”Han gør mig så glad...”
”...” Meiné hævede øjenbrynene. ”... er der et men, Jupé?”
”Hold op med at kalde mig det!” grinede Kamé og prikkede hende let på maven. ”Nej, der er ikke noget men. Jeg elsker ham. Og han elsker mig.”
”Men I har ikke...” Meiné hævede et øjenbryn.
Kamé bed sig let i læben, før hun svarede. ”Nej.”
”Du vil vente.”
”Ja. Det har jeg sagt til ham.”
”Forstår han det?”
”Han forstår alt, Meiné. Det er det, der gør ham så vidunderlig...” Kamé kastede et blik hen på sin forlovede. ”Vi sover ikke engang i den samme seng, og han brokker sig aldrig eller presser mig.”
Meiné smilede. ”Han er noget af et fund, Kamé. Pas godt på ham.”
”Det har jeg så sandelig også tænkt mig,” svarede Kamé med et lille grin, før hun rejste sig og gik hen til stuevinduet ud mod kanalen, efter at have klappet sin venindes højgravide mave igen.
Hun kom dog ikke til at stå særlig længe og betragte de brølende vandmasser neden for vinduet, før Correns arme lagde sig om hendes liv. Han kyssede hende let på kinden. ”I snakkede om mig, gjorde I ikke?”
Kamé grinede lidt og drejede hovedet mod ham, mens hun lagde sine hænder over hans. ”Hvad får dig dog til at tro det, skat?”
”Jeg kan læse tanker, min egen.”
”Virkelig...? Jeg vidste ikke, at du var Jedi.” Kamé lagde hovedet tilbage for at kysse ham under hagen. ”Er de ikke eftersøgte?”
”Jo... Men jeg har heldigvis en sølvhåret skytsengel til at passe på mig.” Correns fingre nappede hende let i siden, så det spjættede i hende.
”Corren! Opfør dig ordentligt! Ellers nægter din sølvhårede skytsengel at garantere for din sikkerhed!!”
I det samme trådte Koan ind i stuen igen. ”Amilla er gået,” meddelte han hurtigt. ”Skal vi fortsætte, hvor vi slap?”
Shié kom ind fra køkkenet med en tekande og nogle krus på en bakke. ”Fik du sagt ordentligt godnat til hende, Koan?”
Koan skævede til hende med et smil lurende i mundvigen. ”Ingen kommentarer, Shié?”
Shié hævede øjenbrynene og satte bakken fra sig på bordet. ”Kommer I og slår jer ned igen?”
Det sidste var henvendt til Corren og Kamé.
Corren nikkede og slap Kamé for at tage hendes hånd og føre hende tilbage til bordet.
Kamé skulle lige til at følge efter, men så stoppede hun op.
Et eller andet.
En eller anden.
Noget... fortalte hende, at hun under ingen omstændigheder skulle sætte sig hen til bordet igen. Bare blive stående ved vinduet. Nyde udsigten, om hun ville. Bare ikke sætte sig ved bordet igen. Følelsen virkede meget insisterende, nærmest bønfaldende.
Corren så tilbage på hende og rynkede panden. ”Er der noget galt, Kamé??” spurgte han forvirret.
Kamé blinkede med øjnene, da det gik op for hende, at hun havde stået og stirret tomt ud i luften i længere tid. ”Nej. Jeg... vil bare lige trække noget frisk luft, inden jeg sætter mig. I starter bare. Jeg lytter fra vinduet.”
Corren nikkede og gav hendes hånd et klem, før han gik hen og satte sig ved bordet igen.
Kamé vendte derimod blikket mod vinduet bag sig. Det var helt stjerneklart. Himlen havde strøget alle sine stjerner ud på sin mørkeblå dug, kolde og glitrende. Månen kastede sit blege skær ned over byen og Theeds royale palads, som hun kunne se fra vinduet. Neden under hende brølede kanalens vandmasser, som det eneste støjende i byen.
Den nagende fornemmelse blev ved med at rumstere i hendes baghoved. Kamé kørte træt en hånd gennem sit hår. Hendes fornuft sagde hende at sætte sig hen til bordet igen. Hun var nødt til at gennemgå planen igen og igen. Der måtte ikke laves fejl. Det mindste fejltrin – og alt var spildt. Hun skulle høre det.
Men hun rørte sig stadig ikke.
Der var noget galt.
Den pludselig buldren på døren skar som et tordenskrald gennem den lille stue og fik alle ved bordet til at springe op og gribe efter deres våben. De nåede dog knap at hæve, før den næste buldren flåede døren af dens hængsler.
For et øjeblik stod alt stille.
Så var stuen fuld af stormtropper.
Og de tøvede ikke med at åbne ild.
Kamé hørte et højt skingrende skrig og så Gael styrte om på gulvet med et rygende hul i brystet.
Aeron skubbede Meiné om bag sig og hævede sin blasterriffel mod soldaterne. Koan derimod sparkede bordet omkuld, så det tjente som et fattigt dække for den lille modstandsgruppe. Hun kunne ikke få øje på Corren.
”Corren!!!” råbte hun ud i rummet.
”Kamé, ned!!!” Det var Shiés stemme.
Kamé adlød omgående og smed sig ned, før luften over hende blev gennemhullet af blasterskud. Der lød en klirrende lyd, og så regnede små glasskår fra det nu splintrede vindue ned over hende.
Så lød endnu et skrig, og Shié ramte gulvet med et tungt klask lidt fra Kamé. Der gik en krampagtig skælven gennem hende, så lå hun stille, og hendes hoved rullede ud til siden. Halvdelen af hendes hals var smeltet bort af blasterskuddet, der havde dræbt hende.
En pludselig kvalme steg ud i Kamés hals, og hendes øjne brændte, både af tårer og røgen fra blasterilden. Hun rakte ud efter Shiés hånd, men trak den så brat til sig, da der lød endnu et brag, og flere stormtropper kom til syne i døren ud til køkkenet.
De havde fundet bagdøren. Men hvordan???! De eneste, som kendte til bagdøren, var jo...
En af soldaterne fik øje på hende, som hun lå der sammenkrummet på gulvet og rettede sin blaster mod hende. Så skar et blasterskud gennem luften og fældede ham.
Kamé rullede hurtigt væk og stødte mod muren under det smadrede vindue.
Modstandsgruppen var nu fanget i en krydsild. De blev beskudt fra begge sider – forfra og fra siden. Stuen var fuld af røg og stanken af brændt kød og blod. Kamé kunne intet se, men hun kunne stadig høre – skrigene. Hun kunne ikke engang holde dem ude ved at presse hænderne mod sine ører. Vaklende kom hun på benene og så sig om efter et våben – hvad som helst.
”Kamé!! Meiné!!! Se at komme væk herfra!! NU!!!!” råbte en eller anden. Ikke Corren. Var det Koan?? Aeron?? Hun kunne ikke høre det for skuddene. Stuen var nu så fuld af røg, at hun ikke engang kunne se sin hånd, holdt hun den frem foran sig.
Hun trak sig tilbage mod vinduet og mærkede sin fod støde mod noget. Hun kiggede ned.
Og fortrød det omgående.
Aeron lå på gulvet mod et rygende sår i sin mave. Mens Kamé mødte hans blik, så hun lyset i hans opspilede øjne slukkes.
Kamé gav et hulk fra sig og vendte sig og løb. Direkte mod det ødelagte vindue.
Hun hørte stormtropperne råbe op bag sig, men hun stoppede ikke og kastede sig hovedkulds ud gennem vinduet og ned i kanalen.
Vandet var isnende koldt, og hun blev omgående trukket ned af den stærke strøm, som trak hende med sig, væk fra huset, væk fra kampen, væk fra hendes venner. Men selv ikke brølene fra vandmasserne kunne lukke skrigene ude af hendes hoved, mens hun kæmpede for at komme op til overfladen igen.
Stormtroppernes anfører så til, mens den sidste døde oprører blev båret ud af huset og smidt på gaden. Ved siden af ham stod Corren med hænderne samlet på ryggen. Han så køligt til, uden nogen som helst følelse at læse i ansigtet, da Qoonas lig blev smidt for fødderne af ham. Tårerne på pigens kinder var end ikke tørret endnu.
”Brænd huset ned til grunden,” sagde anføreren kort og vendte sig derefter mod Corren. ”Lord Vader er meget tilfreds med Deres indsats, Straw. De vil blive rigeligt belønnet.”
”Det er kun en ære at få lov til at tjene Imperiet, sir,” svarede Corren glat.
Anføreren nikkede til ham og kastede derefter et blik ned på de døde. ”Der mangler én.”
”Pigen med det sølvfarvede hår, sir,” svarede en af de menige soldater. ”Hun kastede sig i floden.”
”Hvis ikke strømmen allerede har druknet hende, så gør vandfaldet for enden af kanalen,” sagde Corren tørt. ”Hende skal I ikke forvente at se igen.”
”Udmærket.” Anføreren nikkede. ”Lad oprørerne ligge til skue på torvet foran paladset et par dage til skræk og advarsel. Vi har en terroristcelle at trævle op.”
En hånd skød op af vandet og fik fat i kanten af terrassen, som ragede ud over kanalen i en af paladsets slotshaver.
Kamé trak sig, mere død end levende, op af vandet og sank sammen på de glatte sten. Hun hostede voldsomt og spyttede vand og slim ud på jorden, mens hun kæmpede for at få vejret igen. Turen ind til bredden og kampen mod understrømmen havde taget hendes sidste kræfter. Der var ikke mere tilbage.
Kun skrigene i hendes hoved.
Corren. Meiné. Aeron. Shié. Koan. Gael. Qoona. Alle hendes venner... Var de alle sammen borte??
Imperiet skånede ingen.
Kamé skreg. Et hjerteskærende skrig af sorg og smerte, som gav ekko mellem terrassens lave stenmure. Hun var ligeglad med, om nogen hørte hende. De kunne lige så godt skyde hende nu. Hun ville ikke føle det mindste. Det eneste, hun kunne se for sig, var Meinés lykkelige smil, mens hun sad med Aerons arme om sig og nussede sin gravide mave.
Langsomt rullede Kamé om på siden og krummede sig sammen. Det gjorde ondt i hendes arm. Hun måtte have slået den i faldet. Det var ligegyldigt.
Den sølvhårede, Naboonesiske pige begyndte at græde. Først ganske stille, så mere voldsomt, gispende hulk og skrig.
Hun ønskede så brændende, at hendes mor ville komme og holde om hende. Tage hende i sine arme og fortælle hende, at det bare var et mareridt, og alt ville være godt igen, når hun først åbnede øjnene. Hun ville have sin mor. Hun ville have sin far.
Men ingen kom. Ingen holdt om hende. Ingen hviskede, at alt nok skulle blive godt igen. Hun lå på de kolde fliser med armene slynget om sig selv, rystende og grædende.
Hun var helt alene.
I den lille lejlighed ud til en af Theeds brede kanaler var der dog ingen, der sov. Gardinerne var trukket for og blokerede effektivt lyset fra lampen i loftet i at trænge ud i natten og kalde nysgerrige, uønskede blikke til sig.
I stuen sad en gruppe unge mennesker omkring et bord, snakkende dæmpet, mens de udpegede positioner på det holografiske kort, som svævede lidt over midten af den runde bordplade. Størstedelen af dem stilte dog spørgsmål til en mand, klædt i Naboonesisk tøj, som sad ved siden af en høj brunhåret kvinde. Han var også ung, men ikke helt så ung som dem, der sad omkring ham. Og han var ikke Nabooneser. Det kunne man sagtens se ved første øjekast. De skarpe, årvågne øjne, højden, kropsbygningen – det ubarberede ansigt. Nej, han kom et helt andet sted fra. Ved siden af hans stol hvilede en blasterriffel mod stoleryggen, så han nemt kunne få fat i den. For en sikkerheds skyld.
”Udmærket, mine damer og herrer.” Koan lænede sig tilbage i sin stol og strakte hænderne op over hovedet for at løsne sine anspændte nakkemuskler. ”Lad os gennemgå planen en sidste gang. Shié, forklædninger?”
”I orden.” Kvinden på hans højre side nikkede kort. ”Vi har ni paladsuniformer i vores besiddelse.”
”Glimrende. Corren, ID.”
Den unge fyr over for Shié og Koan nikkede let og strøg et par tykke, brune lokker bort fra sit ansigt. ”Med tilhørende holografi og navn. Det er klaret.”
”Godt klaret, Corren. Gael, våben?”
”Også klappet og klart. Selv minerne. De venter blot på den store dag.”
”Og tid, Qoona?”
”Vi forventer Moffens ankomst til paladset kl. 1100 om to dage. På det tidspunkt skal vi alle være på plads.”
”Godt arbejde, folkens...” Koan rejste sig og bøjede sig lidt over bordet, hvor en terminal viste en tegning over Theeds palads og byen omkring det. Så kastede han et skeptisk blik på sit kronometer. ”Amilla?”
Den unge pige, som sad på Correns venstre side, var iført en rødorange dragt, der kendetegnede hende som en af den Naboonesiske Dronnings personlige terner. Ved lyden af hendes navn vågnede hun op og løftede hovedet. ”Ja?”
”Det er sent. Du må hellere komme tilbage til paladset, før nogen begynder at savne dig og undrer sig over, hvor lang tid du tillader dig at besøge din mor.”
”Der er da heller ingen forståelse for nære familierelationer længere,” bemærkede Amilla tørt og skubbede sin stol tilbage, da hun rejste sig op. Ternen glattede skørtet på sin dragt, før hun lod sit blik glide rundt til de fremmødte omkring bordet. ”Så regner jeg med at se jer om to dage, venner.”
De andre omkring bordet nikkede med enige bemærkninger og smil, og Koan gik rundt om bordet og lagde hånden på hendes arm. ”Lad mig følge dig ud.”
Amilla smilede varmt. ”Jeg kan sagtens gå selv, Koan.”
”Jeg er nødt til at sikre mig, at du forlader huset.”
”Nå ja, siden du insisterer...” Amillas smil blev ikke mindre bredt, da hende og Koan forlod stuen – med dæmpede pift og bemærkninger slynget efter sig.
”Ser I, hvad jeg ser??” grinede Corren og kørte en hånd gennem sit pjuskede hår, der lige nu ikke lod til at ville holde sig i ro længere.
Shié trak på skuldrene. ”Hvis han nu bare lige tog sig sammen og sagde det til hende... Det er slet ikke så svært, vel, Aeron?”
Aeron smilede bredt og vekslede blikke med sin forlovede, Meiné, som sad og nussede sin store mave, hvor hun bar deres første barn.
”Hvorfor spørger du Aeron?? Han kastede op i lektionen, før han skulle fortælle det til hende,” kom det fra den sølvhårede pige, der sad på Correns venstre side med armene liggende løst over kors.
”Kamé, for...” Aeron slog en latter op og prikkede til Meiné. ”Du skal ikke lytte til hende. Hun er bare jaloux.”
”Jaloux??” Kamé plirrede med de store, grønne øjne og smilede skævt. ”Hvad skal jeg være jaloux over? Jeg har min egen...” Hun lænede sig ind til Corren og kyssede ham let under øret.
Shié himlede med øjnene. ”Kraftens bevares... Jeg laver the.” Hun rejste sig fra bordet og gik ud i det lille køkken, der stødte op til stuen, som var denne aftens mødested. De andre omkring bordet begyndte at slappe mere af, nu da samtalen ikke drejede sig om noget videre alvorligt, og deres leder var ude af syne.
Corren lagde en arm om Kamé og lod sine fingerspidser lege med spidserne af hendes hårlokker. ”Du er i godt humør i dag,” bemærkede han dæmpet.
”Ja...” Hun nussede sine fingre mod siden af hans hals og langs hans kraveben. ”Det er udsigten til at skyde en Imperial Moff.”
”Hvor er du dog romantisk...” Corren lo stille og kyssede hendes mund ganske let.
Kamé lagde en hånd mod hans kind. ”... og synet af dit smil. Det hjælper, min egen.”
”Det var bedre...” Han kyssede hende igen, denne gang mere kærligt.
Kamé puttede sig ind til ham og smilede, mens hun besvarede hans kys. Hvad der var blevet af hende uden Corren, turde hun slet ikke tænke på. Siden hendes mor og søstre blev dræbt, havde hun været fortabt. Det var kun Corren og modstandsgruppen, dannet af hendes kammerater fra universitetet i Theed.
Shié havde været den første til at tage initiativet til at samle dem i denne fælles front mod Imperiet. I starten havde det blot været en diskussionsgruppe, hvor de alle fik luft for deres frustrationer mod et styre, som var langt mere effektivt og stærkere end Den Gamle Republik, efter hvad de havde fået fortalt til forelæsningerne på universitetet. Udover det delte de også flyveblade ud, hvor de kunne. Men det havde aldrig strakt sig længere.
Så var Koan kommet ind i billedet. Han var en af Alliancens agenter, tidligere soldat, som nu blev sendt til forskellige planeter for at samle støtter og eventuelt danne modstandsgrupper af frivillige for pågældende planet. Men Imperiet havde ventet på ham ved hans ankomst til Theed. Det var kun med Shiés hjælp, at han var sluppet bort med livet i behold. Og det glemte han hende ikke for.
Efter det var gruppens arbejde blevet mere seriøst – og langt mere farligt. De havde skaffet våben på det sorte marked eller ved simpelt hen at stjæle dem fra Imperiets baser på planeten. Det havde ført til flere vellykkede missioner, såsom sprængning af våbenlagre, landingsplatforme og likvidering af højtstående officerer. Koan havde den erfaring, der skulle til for at gennemføre missioner uden problemer, men han nævnte konstant, at de – lige meget hvor unge de var - havde modet og ilden til at gøre modstand brændende i sig – og det var det, der talte.
Kamé var gået ind i kampen med al den hadefulde ild, der brændte i hendes sjæl mod Imperiet. De skulle dø. Alle som én. Hun ville påføre dem lige så meget smerte, som de havde påført hende ved at tage hendes familie fra hende.
Studentergruppen fra Theed var snart blevet en torn i øjet på Imperiet. Og de kunne ikke være mere stolte af det.
Kamé gjorde sig fri af Corren og så op i hans øjne et øjeblik, før hun rejste sig og gik over til Meiné. Hendes bedste veninde fra universitetet sad og strøg sin flade hånd hen over sin mave i rolige, langsomme bevægelser, mens hun nynnede blidt for sig selv. Eller for barnet.
”Er han urolig?” spurgte hun dæmpet og lagde hænderne let på Meinés skuldre.
”Han møver lidt rundt derinde.” Meiné smilede op til Kamé og tog hendes hånd, som hun lagde på sin mave. ”Mærk selv efter.”
Under sin håndflade kunne Kamé mærke et tydeligt puf inde fra Meinés mave. Hun udstødte et lille udbrud af overraskelse og spærrede øjnene op. ”Han sparker hårdt!”
”Han bliver stærk... Det ved jeg.”
”Som sin mor.” Kamé klappede sin veninde på maven. ”Du skal ikke være bekymret. Det skal nok gå alt sammen.”
Meiné så på hende med et trist smil. ”Tror du?”
”Ja, jeg gør.” Kamé knælede ned ved siden af hende. ”Og jeg skal nok sørge for, at Aeron kommer uskadt tilbage til dig igen.”
”Jeg ville så gerne have, at han ikke tog af sted...” Meiné hostede let og tørrede sine øjne med bagsiden. ”Kamé, jeg har en rigtig skidt fornemmelse med det... Lover du at passe på ham?”
”Du har mit ord, Meiné.”
Hendes løfte så ud til at trøste Meiné, og de to veninder omfavnede hinanden.
”Så...” sagde Meiné og sænkede stemmen, da de slap hinanden igen. ”Må jeg så høre? Hvordan går det med dig og Corren?”
”Det går fint,” svarede Kamé. ”Han gør mig så glad...”
”...” Meiné hævede øjenbrynene. ”... er der et men, Jupé?”
”Hold op med at kalde mig det!” grinede Kamé og prikkede hende let på maven. ”Nej, der er ikke noget men. Jeg elsker ham. Og han elsker mig.”
”Men I har ikke...” Meiné hævede et øjenbryn.
Kamé bed sig let i læben, før hun svarede. ”Nej.”
”Du vil vente.”
”Ja. Det har jeg sagt til ham.”
”Forstår han det?”
”Han forstår alt, Meiné. Det er det, der gør ham så vidunderlig...” Kamé kastede et blik hen på sin forlovede. ”Vi sover ikke engang i den samme seng, og han brokker sig aldrig eller presser mig.”
Meiné smilede. ”Han er noget af et fund, Kamé. Pas godt på ham.”
”Det har jeg så sandelig også tænkt mig,” svarede Kamé med et lille grin, før hun rejste sig og gik hen til stuevinduet ud mod kanalen, efter at have klappet sin venindes højgravide mave igen.
Hun kom dog ikke til at stå særlig længe og betragte de brølende vandmasser neden for vinduet, før Correns arme lagde sig om hendes liv. Han kyssede hende let på kinden. ”I snakkede om mig, gjorde I ikke?”
Kamé grinede lidt og drejede hovedet mod ham, mens hun lagde sine hænder over hans. ”Hvad får dig dog til at tro det, skat?”
”Jeg kan læse tanker, min egen.”
”Virkelig...? Jeg vidste ikke, at du var Jedi.” Kamé lagde hovedet tilbage for at kysse ham under hagen. ”Er de ikke eftersøgte?”
”Jo... Men jeg har heldigvis en sølvhåret skytsengel til at passe på mig.” Correns fingre nappede hende let i siden, så det spjættede i hende.
”Corren! Opfør dig ordentligt! Ellers nægter din sølvhårede skytsengel at garantere for din sikkerhed!!”
I det samme trådte Koan ind i stuen igen. ”Amilla er gået,” meddelte han hurtigt. ”Skal vi fortsætte, hvor vi slap?”
Shié kom ind fra køkkenet med en tekande og nogle krus på en bakke. ”Fik du sagt ordentligt godnat til hende, Koan?”
Koan skævede til hende med et smil lurende i mundvigen. ”Ingen kommentarer, Shié?”
Shié hævede øjenbrynene og satte bakken fra sig på bordet. ”Kommer I og slår jer ned igen?”
Det sidste var henvendt til Corren og Kamé.
Corren nikkede og slap Kamé for at tage hendes hånd og føre hende tilbage til bordet.
Kamé skulle lige til at følge efter, men så stoppede hun op.
Et eller andet.
En eller anden.
Noget... fortalte hende, at hun under ingen omstændigheder skulle sætte sig hen til bordet igen. Bare blive stående ved vinduet. Nyde udsigten, om hun ville. Bare ikke sætte sig ved bordet igen. Følelsen virkede meget insisterende, nærmest bønfaldende.
Corren så tilbage på hende og rynkede panden. ”Er der noget galt, Kamé??” spurgte han forvirret.
Kamé blinkede med øjnene, da det gik op for hende, at hun havde stået og stirret tomt ud i luften i længere tid. ”Nej. Jeg... vil bare lige trække noget frisk luft, inden jeg sætter mig. I starter bare. Jeg lytter fra vinduet.”
Corren nikkede og gav hendes hånd et klem, før han gik hen og satte sig ved bordet igen.
Kamé vendte derimod blikket mod vinduet bag sig. Det var helt stjerneklart. Himlen havde strøget alle sine stjerner ud på sin mørkeblå dug, kolde og glitrende. Månen kastede sit blege skær ned over byen og Theeds royale palads, som hun kunne se fra vinduet. Neden under hende brølede kanalens vandmasser, som det eneste støjende i byen.
Den nagende fornemmelse blev ved med at rumstere i hendes baghoved. Kamé kørte træt en hånd gennem sit hår. Hendes fornuft sagde hende at sætte sig hen til bordet igen. Hun var nødt til at gennemgå planen igen og igen. Der måtte ikke laves fejl. Det mindste fejltrin – og alt var spildt. Hun skulle høre det.
Men hun rørte sig stadig ikke.
Der var noget galt.
Den pludselig buldren på døren skar som et tordenskrald gennem den lille stue og fik alle ved bordet til at springe op og gribe efter deres våben. De nåede dog knap at hæve, før den næste buldren flåede døren af dens hængsler.
For et øjeblik stod alt stille.
Så var stuen fuld af stormtropper.
Og de tøvede ikke med at åbne ild.
Kamé hørte et højt skingrende skrig og så Gael styrte om på gulvet med et rygende hul i brystet.
Aeron skubbede Meiné om bag sig og hævede sin blasterriffel mod soldaterne. Koan derimod sparkede bordet omkuld, så det tjente som et fattigt dække for den lille modstandsgruppe. Hun kunne ikke få øje på Corren.
”Corren!!!” råbte hun ud i rummet.
”Kamé, ned!!!” Det var Shiés stemme.
Kamé adlød omgående og smed sig ned, før luften over hende blev gennemhullet af blasterskud. Der lød en klirrende lyd, og så regnede små glasskår fra det nu splintrede vindue ned over hende.
Så lød endnu et skrig, og Shié ramte gulvet med et tungt klask lidt fra Kamé. Der gik en krampagtig skælven gennem hende, så lå hun stille, og hendes hoved rullede ud til siden. Halvdelen af hendes hals var smeltet bort af blasterskuddet, der havde dræbt hende.
En pludselig kvalme steg ud i Kamés hals, og hendes øjne brændte, både af tårer og røgen fra blasterilden. Hun rakte ud efter Shiés hånd, men trak den så brat til sig, da der lød endnu et brag, og flere stormtropper kom til syne i døren ud til køkkenet.
De havde fundet bagdøren. Men hvordan???! De eneste, som kendte til bagdøren, var jo...
En af soldaterne fik øje på hende, som hun lå der sammenkrummet på gulvet og rettede sin blaster mod hende. Så skar et blasterskud gennem luften og fældede ham.
Kamé rullede hurtigt væk og stødte mod muren under det smadrede vindue.
Modstandsgruppen var nu fanget i en krydsild. De blev beskudt fra begge sider – forfra og fra siden. Stuen var fuld af røg og stanken af brændt kød og blod. Kamé kunne intet se, men hun kunne stadig høre – skrigene. Hun kunne ikke engang holde dem ude ved at presse hænderne mod sine ører. Vaklende kom hun på benene og så sig om efter et våben – hvad som helst.
”Kamé!! Meiné!!! Se at komme væk herfra!! NU!!!!” råbte en eller anden. Ikke Corren. Var det Koan?? Aeron?? Hun kunne ikke høre det for skuddene. Stuen var nu så fuld af røg, at hun ikke engang kunne se sin hånd, holdt hun den frem foran sig.
Hun trak sig tilbage mod vinduet og mærkede sin fod støde mod noget. Hun kiggede ned.
Og fortrød det omgående.
Aeron lå på gulvet mod et rygende sår i sin mave. Mens Kamé mødte hans blik, så hun lyset i hans opspilede øjne slukkes.
Kamé gav et hulk fra sig og vendte sig og løb. Direkte mod det ødelagte vindue.
Hun hørte stormtropperne råbe op bag sig, men hun stoppede ikke og kastede sig hovedkulds ud gennem vinduet og ned i kanalen.
Vandet var isnende koldt, og hun blev omgående trukket ned af den stærke strøm, som trak hende med sig, væk fra huset, væk fra kampen, væk fra hendes venner. Men selv ikke brølene fra vandmasserne kunne lukke skrigene ude af hendes hoved, mens hun kæmpede for at komme op til overfladen igen.
Stormtroppernes anfører så til, mens den sidste døde oprører blev båret ud af huset og smidt på gaden. Ved siden af ham stod Corren med hænderne samlet på ryggen. Han så køligt til, uden nogen som helst følelse at læse i ansigtet, da Qoonas lig blev smidt for fødderne af ham. Tårerne på pigens kinder var end ikke tørret endnu.
”Brænd huset ned til grunden,” sagde anføreren kort og vendte sig derefter mod Corren. ”Lord Vader er meget tilfreds med Deres indsats, Straw. De vil blive rigeligt belønnet.”
”Det er kun en ære at få lov til at tjene Imperiet, sir,” svarede Corren glat.
Anføreren nikkede til ham og kastede derefter et blik ned på de døde. ”Der mangler én.”
”Pigen med det sølvfarvede hår, sir,” svarede en af de menige soldater. ”Hun kastede sig i floden.”
”Hvis ikke strømmen allerede har druknet hende, så gør vandfaldet for enden af kanalen,” sagde Corren tørt. ”Hende skal I ikke forvente at se igen.”
”Udmærket.” Anføreren nikkede. ”Lad oprørerne ligge til skue på torvet foran paladset et par dage til skræk og advarsel. Vi har en terroristcelle at trævle op.”
En hånd skød op af vandet og fik fat i kanten af terrassen, som ragede ud over kanalen i en af paladsets slotshaver.
Kamé trak sig, mere død end levende, op af vandet og sank sammen på de glatte sten. Hun hostede voldsomt og spyttede vand og slim ud på jorden, mens hun kæmpede for at få vejret igen. Turen ind til bredden og kampen mod understrømmen havde taget hendes sidste kræfter. Der var ikke mere tilbage.
Kun skrigene i hendes hoved.
Corren. Meiné. Aeron. Shié. Koan. Gael. Qoona. Alle hendes venner... Var de alle sammen borte??
Imperiet skånede ingen.
Kamé skreg. Et hjerteskærende skrig af sorg og smerte, som gav ekko mellem terrassens lave stenmure. Hun var ligeglad med, om nogen hørte hende. De kunne lige så godt skyde hende nu. Hun ville ikke føle det mindste. Det eneste, hun kunne se for sig, var Meinés lykkelige smil, mens hun sad med Aerons arme om sig og nussede sin gravide mave.
Langsomt rullede Kamé om på siden og krummede sig sammen. Det gjorde ondt i hendes arm. Hun måtte have slået den i faldet. Det var ligegyldigt.
Den sølvhårede, Naboonesiske pige begyndte at græde. Først ganske stille, så mere voldsomt, gispende hulk og skrig.
Hun ønskede så brændende, at hendes mor ville komme og holde om hende. Tage hende i sine arme og fortælle hende, at det bare var et mareridt, og alt ville være godt igen, når hun først åbnede øjnene. Hun ville have sin mor. Hun ville have sin far.
Men ingen kom. Ingen holdt om hende. Ingen hviskede, at alt nok skulle blive godt igen. Hun lå på de kolde fliser med armene slynget om sig selv, rystende og grædende.
Hun var helt alene.
