Fremtiden venter! ((eft. distress call))

[Blust]

((Jobasc -Krayt's Cry's hangar))

Kaptajn Jobasc kommer gående ned i hangaren, hvor et mindre skib står og venter. Det store skib, Krayt's Cry, er netop blevet forankret i Endmatter's dok, hvilket alene må give en fornemmelse af størrelsen på Super Star Destroyeren.
Kaptajnen ser sig rundt med et blik, der udstråler et perfekt overblik, for at få øje på sine to 'gæster'.

[Ærme]

Krina og Alros var kommet ned i hangaren for et stykke tid siden. De havde stillet sig på ad én af de enorme vægge. De vidste knap hvad de skulle vente på eller efter.

De havde snakket lidt frem og tilbage om hvad der ville ske fra nu af. I værste tilfælde ville der ikke være noget job til nogen af dem, men sammen havde de besluttet ikke at forlade hinanden før det blev en byrde for dem. Lige nu var alt hvad Krina havde af personer i sit liv lige ved siden af hende.

Hun tog sig selv i at savne besætningen på Hinter. Selvom de nu var døde. De havde også besluttet at underrette besætningens familie hvis de kunne opspore dem.

De så siden af den superstar destroyer der havde modtaget deres nødkald. Den var større nu hvor de ikke havde deres eget skib at gemme sig bag.

De fik øje på Jobasc da hun kom frem fra én af platformene, nærmest majestætisk i fremtoningen i hendes kropsholdning. Hun var ikke en person man mødte hver dag tænkte Krina...

[Blust]

((Jobasc))

Jobasc får øje på dem, og vinker dem hen til sig, uden at stoppe sine fødder, der er på vej mod den lille færge.

[Ærme]

Som et umage makkerpar slutter Alros og Krina sig til Jobasc og følger efter hende imod den lille færge.

[Blust]

((Jobasc))

Jobasc stiger ombord, og giver besked til piloten om at lette. Så vinker hun Krina og Alros i retning af en lille samling sæder, og beder sig undskyldt, inden hun forsvinder ud i cockpittet. Kort efter letter den lille færge, for at tilbagelægge den korte afstand fra Krayt's Cry til Endmatter's landganghangar.

[Ærme]

Uden at veksle andet end blikke sætter de sig i den samling af sæder de er blevet anvist til. Turen er ikke lang, men både Krina og Alros virker en smule nervøse dog alligevel også spændte.

[Blust]

((Jobasc))

Færgen lander kort efter i den lille hangar, og Jobasc kommer ud til Krina og Alros igen. Hun smiler kort, og nikker til dem, som tegn til at de gerne må følge med, da rampen glider ned.
Så retter hun opmærksomheden fremad, og et bredere smil (der dog stadig kan betegnes som køligt og høfligt) lægger sig på hendes ansigt. Nedenfor skibet står Stormoff Adrian Brite og venter på dem, flankeret af en mængde soldater.

[Ærme]

Krina mærker en ny omgang nervøsitet melde sig da hun trådte ned af den halvstejle rampe. Det var første gang hun så en større mængder soldater opstillet på den måde og dernæst også første gang hun ser en stormoff i kød og blod. Hun vidste ikke meget om stormoff Brite andet end hans titel. Krina mente at med lidt god opførsel og lidt ydmyghed skulle det nok gå alt sammen. Alros så ikke ud til at tage sig så meget af det møde der lå for fødderne af dem. Faktisk virkede han meget afslappet, men dog var han ikke så munter til mode som han plejdede at være.

De kom ned af rampen efter Jobasc. Krina bukkede dybt da hun stod foran stormoffen selvom det stadig var bag Jobasc.

[Blust]

((Adrian))

Stormoffen smiler stort, da han får øje på Jobasc, og breder armene ud for at tage imod hende. "Keirin, vidunderligt at se dig igen! Smuk som altid," Han giver Kaptajn Jobasc et kram og et kys på hver kind, inden han slipper hende igen, og vender opmærksomheden mod Krina og Alros.
"Og det må være dine to forliste gæster, du nævnte. Velkommen ombord på Endmatter, Imperiets stolthed. Jeg er Stormoff Brite, øverstkommanderende i disse områder." Han slår ud med den ene arm, så det bølger let i den hvide kappe han bærer, og smiler nådigt til Krina da hun bukker for ham.

[Ærme]

Krina føler sig helt beæret af den nærmest varme modtagelse da Stormoff Brite byder dem velkomne. Alros følger Krinas eksempel og bukker for stormoffen. Det er vel kun normal høflighed?
Både Krina og Alros rejser sig begge efter stormoffens gestus men giver kun et blegt smil igen. Hun havde et øjeblik glemt hvem hun stod foran. "Vi er begge meget beæret over at møde dem, og vi vil begge gerne sige tak for deres fantastiske undsætning af os. Selvom det var for sent at redde vores resterende besætning." Alros smurte tykt på kunne Krina mærke. Stormoffen havde vel kun hørt om denne episode igennem Jobasc og hun tvivlede på om han overhovedet vidste de var forliste før de kom hertil?

[Blust]

((Adrian))

"Ja, frygtelig historie, frygtelig.." Stormoffen ignorerer totalt soldaterne omkring sig, og lægger en arm om Jobasc' skuldre, da han vender sig for at forlade hangaren. Med sin frie hånd vinker han de to 'gæster' med.
"Galaksen ville være så smukt et sted uden de terroriserende oprørsgrupper. Fred og orden for menneskeheden, er det ikke hvad vi alle ønsker?"

[Ærme]

Krina og Alros følger lydigt med og Krina tør ikke sige noget endnu selvom Alros ser ud til at nyde det nye selskab. "Oprørerne i dette tilfælde angreb of uden varsel eller nogen form for kommunikation. Havde vi fået tilbudet havde vi nok efter al sandsynlighed overgivet os, desværre."

[Blust]

((Adrian))

"Barbarer, alle som én. Og kujoner. En sag som denne viser kun endnu en gang, at de såkaldte 'frihedskæmpere' ikke er andet end terrorister, der forsøger at ødelægge gode folks fredelige liv."

[Ærme]

Alros turde ikke sige noget der så dårligt ud foran stormoffen, og Krina sagde heller intet. Det var måske en for stor mundfuld for dem at møde en så stor person. Til sidst kunne Krina ikke dy sig.
"Men hvad er det præcist rebellerne er bange for? Jeg ved godt at i bruger en vis form for undertryggelse af rebelske grupper, men der må da ligge mere end bare frygten for at blive undertrygt. Der må da være mere? Du får jo ikke en mands vrede på dig uden grund?" Et sted håbede hun at der kom et fornuftigt svar på hendes spørgsmål. Men hun var ikke sikker på hvad hun forventede...

[Blust]

((Adrian))

Stormoffen går med ryggen til, så det er ikke til at sige, hvordan hans ansigt ser ud ved hendes ord.
Så ser han dog tilbage på hende over skulderen, med et overbærende smil.
"Hvis bare jeg kendte en fornuftig grund, kunne jeg gøre noget ved det. Men sagen er den, at det er umuligt at gøre en hel galakse tilfreds. Vi forsøger at skabe et fredeligt samfund, hvor ingen lider nød, men når man tilgodeser de svageste, begynder de stærke at føle sig snydt. De, der har mest magt og rigdom, er ikke altid også de, der har de største hjerter." Han sukker tungt.
"Imperiet er et magtfuldt styre. Og et succesfuldt et. På bare få år har vi endt Klonkrigene, og gjort galaksen til et trygt sted for mange af vores borgere. En sådan storhed kan ikke undgå at tiltrække jalousi, fra de, der nød godt af tidligere tiders tumulter,"