Post by Blust on May 19, 2009 15:37:31 GMT 1
June skyllede munden og spyttede vandet ud, inden hun tog en ny mundfuld. Hendes mund smagte stadig bittert og kvalmende, og vandet kradsede hele vejen ned gennem hendes hals. Hostende smed hun sin vandflaske fra sig, da den var tom.
Hun tvang sig selv til at trække vejret langsomt og dybt, og pressede panden hårdt mod den ru bygningsmur. En kort skælven gik igennem hende, og hun holdt håndryggen mod sine læber med en grimasse, et kort øjeblik bange for at hendes mave ville vende sig rundt igen. Hun kunne mærke varmen fra flammerne mod sin ryg.
”June?” Hun vendte sig ikke om. Det tog hende et øjeblik at registrere og genkende stemmen. Underligt, egentlig.
Hun tog imod Dereks vandflaske, da han rakte hende den, stadig uden at se på ham. Denne gang drak hun lidt mere roligt.
Et øjeblik sagde ingen af dem noget.
June rakte ham vandflasken da hun følte sig mindre tør i munden, og vendte sig endelig om. Hun kunne mærke hans bekymrede blik på sig, mens han satte flasken tilbage i bæltet.
”Klarer du det?”
Hun nikkede som svar, og lukkede øjnene et øjeblik.
”Jah... Jeg klarer det... Undskyld...”
Derek lagde et par fingre under hendes hage, og løftede hendes ansigt for at kunne se hende i øjnene. June overvejede om hun havde lige så meget sod og skidt i hovedet som ham.
”De var fjender, June. Hvis vi ikke havde stoppet dem, havde de slået os ihjel.”
June nikkede langsomt.
”Jeg ved det godt,” Hun bed sig hårdt i underlæben, og blinkede røg ud af øjnene. Derek slap hende, men hun kunne stadig mærke hans blik på sig.
”Det var bare...” Hun slog hjælpeløst ud med armene, da hendes stemme knækkede. Hun kunne stadig se ham for sig. Ikke meget andet end blod, indvolde og strittende knoglestumper. Var hans mor ikke kommet skrigende imod hende med en køkkenkniv, ville hun aldrig havet kunnet gætte, at det var et barn.
”Jeg skød ham...” Igen svigtede hendes stemme, og hun måtte synke aggressivt for at holde sig rolig.
”Jeg ved det godt, June... Men det var nødvendigt.” Derek sukkede stille, og lagde så armene om hende. Et øjeblik havde hun mest lyst til at vride sig løs. Skubbe ham væk, slå på ham, skrige at, nej, det det kunne ikke være rigtigt. At han ikke forstod noget som helst. At det ikke var ham, der havde skudt en mor og hendes grædende, halvt sprængte barn.
Men hun kunne ikke. Lige nu havde hun alt for meget brug for, at han bare holdt om hende.
Et kort, skælvende hulk gik igennem hende, men han holdt stadig om hende. Roligt og beskyttende.
June tvang sig selv til ikke at overveje, hvor mange uskyldige Derek havde skudt.
Hun tvang sig selv til at trække vejret langsomt og dybt, og pressede panden hårdt mod den ru bygningsmur. En kort skælven gik igennem hende, og hun holdt håndryggen mod sine læber med en grimasse, et kort øjeblik bange for at hendes mave ville vende sig rundt igen. Hun kunne mærke varmen fra flammerne mod sin ryg.
”June?” Hun vendte sig ikke om. Det tog hende et øjeblik at registrere og genkende stemmen. Underligt, egentlig.
Hun tog imod Dereks vandflaske, da han rakte hende den, stadig uden at se på ham. Denne gang drak hun lidt mere roligt.
Et øjeblik sagde ingen af dem noget.
June rakte ham vandflasken da hun følte sig mindre tør i munden, og vendte sig endelig om. Hun kunne mærke hans bekymrede blik på sig, mens han satte flasken tilbage i bæltet.
”Klarer du det?”
Hun nikkede som svar, og lukkede øjnene et øjeblik.
”Jah... Jeg klarer det... Undskyld...”
Derek lagde et par fingre under hendes hage, og løftede hendes ansigt for at kunne se hende i øjnene. June overvejede om hun havde lige så meget sod og skidt i hovedet som ham.
”De var fjender, June. Hvis vi ikke havde stoppet dem, havde de slået os ihjel.”
June nikkede langsomt.
”Jeg ved det godt,” Hun bed sig hårdt i underlæben, og blinkede røg ud af øjnene. Derek slap hende, men hun kunne stadig mærke hans blik på sig.
”Det var bare...” Hun slog hjælpeløst ud med armene, da hendes stemme knækkede. Hun kunne stadig se ham for sig. Ikke meget andet end blod, indvolde og strittende knoglestumper. Var hans mor ikke kommet skrigende imod hende med en køkkenkniv, ville hun aldrig havet kunnet gætte, at det var et barn.
”Jeg skød ham...” Igen svigtede hendes stemme, og hun måtte synke aggressivt for at holde sig rolig.
”Jeg ved det godt, June... Men det var nødvendigt.” Derek sukkede stille, og lagde så armene om hende. Et øjeblik havde hun mest lyst til at vride sig løs. Skubbe ham væk, slå på ham, skrige at, nej, det det kunne ikke være rigtigt. At han ikke forstod noget som helst. At det ikke var ham, der havde skudt en mor og hendes grædende, halvt sprængte barn.
Men hun kunne ikke. Lige nu havde hun alt for meget brug for, at han bare holdt om hende.
Et kort, skælvende hulk gik igennem hende, men han holdt stadig om hende. Roligt og beskyttende.
June tvang sig selv til ikke at overveje, hvor mange uskyldige Derek havde skudt.